Nokias aktie handles torsdag i vejret med 8,6 pct. på Helsinki-børsen, og forklaringen skal formentlig findes i selskabets netværksdivision, som styrker håbet om, at den finske teknologikoncern hurtigere end hidtil ventet vil kunne opnå positive pengestrømme og få stoppet det hul, som har drænet pengekassen.
- Man kan vel sige, at regnskabet var bedre end frygtet. Der er ikke så store forventninger til Nokia, som er i en ret vanskelig omstillingsperiode, men der er trods alt også nogle lyspunkter i regnskabet, siger Morten Imsgard, analytiker i Sydbank, til Ritzau Finans og retter blikket mod netværksforretningen.
Netværksforretningen leverede i tredje kvartal en omsætning på 3501 mio. euro og et indtjening af primær drift før ekstraordinære poster på 323 mio. euro, svarende til en margin på 9,2 pct. Der var ifølge SME Direkt ventet en omsætning på 3230 mio. euro og en driftsindtjening før ekstraordinære poster på 44,3 mio. euro. Nokia venter en driftsmargin før ekstraordinære poster på 4-12 pct. i fjerde kvartal.
- Nokia Siemens Networks leverer en overraskende stærk indtjening i tredje kvartal, og udmeldingerne om fjerde kvartal tegner et billede af, at Networks måske er ude af den største del af restruktureringen, så vi nu for alvor kan begynde at se nogle af effektiviseringsgevinsterne smitte af på bundlinjen, siger Morten Imsgard.
Når det er sagt, er der ifølge Sydbanks analytiker i høj grad også behov for en positiv udvikling i Nokias netværksforretning, da den anden del af koncernen, mobildivisionen, stadig er i ret store problemer.
- Har man en forventning om, at Networks kan begynde at bidrage med positive pengestrømme, køber Nokia sig noget mere tid at få vendt udviklingen i den anden division, siger Morten Imsgard og henviser til, at fokus de seneste kvartaler i høj grad har været på, hvor hurtigt Nokias pengekasse blev drænet.
I tredje kvartal blev der ifølge Morten Imsgard trukket næsten 400 mio. euro ud af kassen, men næsten samtlige 400 mio. euro kan henføres til restruktureringsomkostninger i mobildivisionen. Det vil sige, at den underliggende drift rent pengestrømsmæssigt mere eller mindre kører i nul. Nokia venter yderligere omkostninger til restruktureringer på 800 mio. euro i løbet af fjerde kvartal og det næste regnskabsår.
- Hvis den underliggende forretning kan blive positiv rent pengestrømsmæssigt, drevet af Nokia Siemens Networks, er bekymringerne omkring, hvornår kassen er tom, måske manet en lille smule i jorden efter sådan et regnskab. Jeg tror blandt andet, at det er det, aktien reagerer positivt på. Markedet er overrasket over, at Networks leverer så godt, siger han.
På mobiltelefonsiden går det med analytikerens ord lidt bedre end ventet, når det kommer til de billige mobiltelefoner, hvor kunderne har taget rigtigt godt imod de telefoner med en stor toutchskærm, som tidligere har manglet i produktporteføljen. Omvendt ser det inden for smartphones "ikke specielt kønt ud." Heller ikke de nye Lumia-telefoner formåede i tredje kvartal at sælge så meget, som Morten Imsgard havde håbet på.
- Desuden er selskabet meget forsigtig med sine udtalelser om fjerde kvartal, og det virker lidt som om, at det har indset, at kampen tilbage i smartphone-markedet bliver længere og sejere, end man nok havde planlagt ved overgangen til windows-telefoner, slutter Morten Imsgard.
I Devices & Services, hvor salget af mobiltelefoner og smartphones ligger, forudser Nokia en negativ driftsmarginal før særlige poster på 2-10 pct. Konsensus var ifølge SME Direkt et minus på 4,3 pct.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk