Strategic Investments, der i forvejen er storaktionær i TK Development (TKD), har over den seneste uge købt stort ind i aktien i udviklingsselskabet. I alt er der blevet købt knap 140.000 aktier i TK Development for godt 660.000 kr.
Dermed er der lagt yderligere til en i forvejen dominerende position i TK Development. Således har Strategic Investments i alt omkring 13 mio. aktier, svarende til godt 13 pct. af aktiekapitalen i TK Development.
Og den yderligere investering afspejler en forventning om et godt afkast i de kommende år.
- Der er sådan set ikke noget nyt i det. TKD har meldt ud, at det kommer til at tjene penge i det her regnskabsår og i næste regnskabsår. Der ventes en afkastgrad i Development-forretningen på 15-20 pct. fra og med regnskabsåret 2017/18, siger Kim Haugstrup Mikkelsen, der er administrerende direktør hos Strategic Investments, til Ritzau Finans.
Ud over Development-forretningen i TKD, der altså ventes at give et pænt afkast næste regnskabsår, venter selskabet i indeværende år, der løber til udgangen af januar, at lande et samlet koncernoverskud før skat på 10-30 mio. kr.
Asset Management-forretningen, der også er en del af TKD, skal efter planen sælges fra i perioden frem mod udgangen af 2020, og den frigjorte kapitalbinding der efter planen skal udloddes til aktionærerne.
Der er dog - ud over forventningen om gode resultater fremadrettet - heller ikke noget underligt i, at det lige netop er nu, at der bliver købt yderligere op.
Kim Haugstrup Mikkelsen er nemlig - samtidig med positionen som administrerende direktør i Strategic Investments - også bestyrelsesmedlem hos TK Development, og derfor er han nødt til at udnytte de handelsvinduer, der er tilgængelige for at øge positionen. Et sådant er åbent lige nu, efter at TK Development har aflagt regnskab for tredje kvartal 2016/17 den 15. december.
- Der er lige afleveret regnskab, så der er et vindue åbent lige nu. Vi har ikke noget ønske om at påvirke kursen i TK Development - vi vil bare gerne have nogle flere aktier, siger Kim Haugstrup Mikkelsen til Ritzau Finans.
/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk