Der er udsigt til en relativt rolig fredag på aktiemarkederne i Europa og dermed Danmark. Der er ikke de store makroøkonomiske impulser at handle efter siden lukningen torsdag, og hverken de amerikanske eller de asiatiske børser har gjort meget væsen af sig. Desuden ligger olieprisen fladt.
Futurespriserne understøtter forventningen om en stort set uændret åbning. Amerikanske futures ligger nærmest uændret i Asien og den tyske DAX-future åbner 0,08 pct. lavere.
I løbet af fredagen kommer der en hel del nøgletal at tage stilling til. Blandt andet tillidsindikatorer fra eurozonen - kl. 11 - samt den vigtige jobrapport fra USA - kl. 14.30 - som kan få indflydelse på centralbankens pengepolitik.
De danske eliteaktier var på den grønne gren i torsdagens handel, og øverst prydede Genmab C20 Cap-indekset med en stigning, der trak aktien i rekord. Samlet steg indekset 1,0 pct. til 1038,88 og klarede sig dermed noget pænere end de europæiske hovedindeks, der lukkede omkring uændret.
Genmab lukkede 4,5 pct. højere i 1291 kr. - 25 kr. over den tidligere rekord. Selskabet fik blandt andet medvind fra et løftet kursmål hos Jefferies samt nyt om et kommende klinisk forsøg om Darzalex, der nu testes mod en bred vifte af kræftformer.
Carlsberg, der steg 0,2 pct. til 612 kr., kan muligvis se sin vietnamesiske investering, Habeco, på vej på børsen. Ifølge Bloomberg News er bryggeriet, som Carlsberg ejer godt 17 pct. af, på vej på børsen i Hanoi, da Vietnams regering ønsker at sælge ud af sine ølaktier.
Carlsberg har ifølge en aftale ret til at øge sin nuværende ejerandel på godt 17 pct. til omkring 30 pct. samt vetoret over nye storaktionærer i Habeco. Hvis den vietnamesiske stat derfor ønske er sælge ud af sine aktier i Habeco, kræver det en eller anden form for aftale med Carlsberg.
A.P. Møller-Mærsk har de seneste dage været meget følsom over for udsving i olieprisen, som fortsat har stor betydning for flere forretningsben. Fredag kommer der desuden årets første aflæsning af SCFI-rateindekset for containerfart, der i sidste uge var på højeste niveau i 22 måneder. Mærsk-aktierne får desuden løftet sit kursmål af analytikerne hos Barclays, der nu sætter det til 10.750 kr. mod tidligere 9000 kr.
Mærsk-aktierne steg 2,7 pct. til 11.920 kr. - det højeste niveau siden slutningen af august 2015.
Nets er i mediernes søgelys fredag. Selskabet har inkluderet sin pressechef i det aktieprogram, der gav et kæmpe afkast ved børsnoteringen sidste år, og han kan tjene op mod 35 mio. kr. Det er højst usædvanligt, fortæller to eksperter til Berlingske Business. Nets-direktør Bo Nilsson blev desuden torsdag udpeget som den mest sandsynlige fyringskandidat i C20 af en oddsudbyder.
Nets-aktien steg 0,2 pct. til 123,10 kr.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk