En række ændrede kursmål er blandt hovednyhederne mandag morgen på det danske aktiemarked, som efter kors tids handel ligger med overordnede stigninger til eksempelvis A.P. Møller-Mærsk.
Samlet går det ledende C20 Cap-indeks frem med 0,4 pct. til 1069,77, hvor langt størstedelen af de danske eliteaktier bidrager til den opadgående udvikling.
Positiv stemning nåede der også at være fredag i USA. Her endte de amerikanske børser nemlig med at vende tilbagegang til fremgang i aftentimerne, og for det toneangivende Dow Jones-indeks sluttede ugen med den 11. lukkerekord i træk. En så lang rekordrække er ikke set magen til siden 1987.
Herhjemme lægger Mærsk-aktierne sig i front af eliteindekset med en stigning for B-aktien på 0,9 pct. til 11.400 kr. Der er ikke dukket nyheder frem om koncernen, men måske en lille prisstigning til olien mandag kan have betydning.
ÆNDREDE KURSMÅL
Blandt de andre eliteselskaber stiger DSV 0,8 pct. til 345,10 kr. Transport- og logistikkæmpen har fået skruet kursmålet op hos UBS til 313 kr. fra tidligere 266 kr., mens anbefalingen lyder uændret på "sælg" ifølge data fra Bloomberg News.
Interesse er der også for GN Group, som stiger 0,3 pct. til 253,50 kr. Høreapparatselskabet har fået hævet kursmålet til 185 kr. fra 156 kr. af Goldman Sachs, der fastholder sin "køb"-anbefaling.
Det amerikanske finanshus har også kigget på Coloplast, der ligger stort set fladt i 495,90 kr. Medicoselskabet har fået løftet sit kursmål til 530 kr. fra 485 kr., mens anbefalingen er uændret "neutral".
Slutteligt har Goldman Sachs set på William Demant, der stiger 0,3 pct. til 141,90 kr. Virksomheden, som i den forgangne uge kom med regnskab, har fået løftet kursmålet til 130 kr. fra 120 kr., uden at der er pillet ved "neutral"-anbefalingen.
Også JPMorgan har haft kuglerammen fremme i forhold til William Demant, og her får høreapparatkoncernen løftet kursmålet til 153 kr. fra 142 kr., mens anbefalingen er fastholdt til "neutral".
Rederiet Norden, der falder 0,2 pct. til 136,90 kr., har desuden fået sænket sin anbefaling til "sælg" fra "reducer" hos Jyske Bank, mens Simcorp, som stiger 1,5 pct. til 381,40 kr., har fået løftet kursmålet hos Danske Bank til 420 kr. fra 400 kr.
MINDRE REGNSKABER
Inden åbning er Banknordik, der falder 0,7 pct. til 141 kr., kommet med sit årsregnskab. For 2017 venter banken et resultat før nedskrivninger, kursreguleringer og skat på 150-190 mio. kr., hvor det til sammenligning endte på 179 mio. kr. i 2016.
Mandag kommer der også regnskaber fra Luxor, der ligger uændret i 375 kr., med tal for første kvartal, samt helårsregnskaber fra DAB og Strategic Investments, der henholdsvis falder 2,9 pct. til 5,00 kr. og ligger uændret i 1,21 kr.
/ritzau/FINANS
Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk