ISS og den britiske storbank Barclays har underskrevet en hensigtserklæring om at forlænge sit samarbejde, der dækker levering af service til omkring 1600 Barclays-kontorer i 35 lande.
ISS vil nu forhandle om en forlængelse af kontrakten med briterne indtil slutningen af 2022, skriver ISS i en meddelelse.
Barclays er på nuværende tidspunkt ISS' største kontrakt. Samarbejdet begyndte i 2012.
- Vi er stolte og beærede over at få mulighed for at forlænge aftalen med Barclays, som er en meget særlig kunde for ISS, siger ISS' topchef, Jeff Gravenhorst i meddelelsen.
Han ser samtidig muligheden for forlængelse som et "vidnesbyrd på den tillid og det partnerskab, som ISS har opbygget med Barclays de seneste fem år".
/ritzau/FINANS
Rikke Marie Dahl +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk