Den danske smykkeproducent Pandora kan komme i fokus torsdag på grund af regnskabet fra den svenske modekoncern Hennes & Mauritz.
Alt efter hvordan H&M klarer den, kan det smitte af på Pandora, siger Lars Skovgaard Andersen, der er senioraktierådgiver i Danske Bank.
- Det bliver interessant at se salgstallene fra Hennes & Mauritz. Og om de kan få brudt en negativ trend. Det kan have en afsmittende effekt på en aktie som Pandora, selv om de ikke er direkte konkurrenter. Men det kan give en indikation af, hvordan sektoren har det, siger Lars Skovgaard Andersen til Ritzau Finans.
Onsdag steg Pandora-aktien med 0,5 pct. til 622 kr.
Samlet kan det danske aktiemarked torsdag hente støtte i stigninger på de amerikanske børser onsdag aften og positive markeder i Asien torsdag morgen, hvor de amerikanske aktiefutures samtidig peger i retning af nye stigninger på Wall Street i eftermiddag. De amerikanske futures stiger med op til 0,2 pct., mens Dax-futuren ligger 0,6 pct. højere.
- Jeg venter, at det danske aktiemarked vil stige fra morgenstunden, siger Danske Bank-analytikeren.
Onsdag sluttede C20 Cap i rødt med et fald på 0,2 pct. til 1152,29.
BANKER I GOD FORM
Der kan også komme fokus på bankerne, hvor trekløveret af banker i eliteindekset alle steg onsdag: Nordea i top med et plus på 1,8 pct.
- Bankerne kan få lidt medvind af, at de amerikanske banker alle bestod stresstesten fra Federal Reserve onsdag. Og så klarer de europæiske banker sig også godt blandt andet også på grund af den italienske redning af to banker i weekenden, siger Lars Skovgaard Andersen.
Stigningerne onsdag i Danske Bank og Jyske Bank var lidt mere begrænsede på henholdsvis 0,6 og 0,5 pct.
MÆRSK ARBEJDER FORTSAT PÅ IT-PROBLEM
Og så har A.P. Møller-Mærsk, hvor B-aktien steg med 1,9 pct. til 13.070 kr. onsdag, fortsat udfordringer med it-systemerne i visse dele af koncernen. Men selskabet er nu i stand til at modtage ordrer fra kunder gennem portalen Inttra, der er en markedsplatform for containerindustrien. Det skrev koncernen på Twitter sent onsdag.
Mærsk oplyser desuden, at størstedelen af virksomhedens 76 containerterminaler er i drift, men at nogle ikke kører helt så hurtigt som normalt og med begrænsede funktioner.
A.P. Møller-Mærsk er blot en af mange selskaber globalt, der blev ramt af et hackerangreb tirsdag. Og det betyder, at rederiet Maersk Line ikke har kunnet modtage ordrer. Men det kan altså nu lade sig gøre for eksisterende kunder, der har en konto hos Inttra.
HABOES OG FLÜGGER MED REGNSKABER
Der kan også komme fokus på Carlsberg, der for det første har fået løftet kursmålet af finanshuset Jefferies til 680 kr. fra 620 kr., skriver Reuters. Aktien faldt 0,7 pct. til 704,50 kr. onsdag.
For det andet kommer der regnskab fra bryggeriet Harboes i løbet af dagen. Selskabet venter i 2016/17 et driftsresultat (EBITDA) på 160-170 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 51 mio. kr. Aktien faldt onsdag med 1,9 pct.
Malerproducenten Flügger kommer også med årsregnskab i det forskudte regnskabsår 2016/17. Flügger venter en omsætning på 1850 mio. kr. og et EBIT-resultat på 40-50 mio. kr.
Også kom Genmab under pres i løbet af onsdag, og med et minus på 2,2 pct. på kursen til 1396 kr. var det den aktie, der faldt mest i eliteindekset på dagen. Efter børslukketid blev det indberettet, at selskabets to øverste chefer, topchef Jan van de Winkel og finansdirektør David Eatwell, onsdag begge solgte store mængder af selskabets aktier.
Efter udnyttelse af warrants for 13,4 mio. kr. solgte van de Winkel aktier for 105,2 mio. kr., mens David Eatwell udnyttede warrants for 9,3 mio. kr. og solgte aktier for 56 mio. kr.
/ritzau/FINANS
Charlotte Mackeprang +45 33 30 03 61 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk