Henter kommentarer

Gennemgang af C25: GN er ramt af et hjerteanfald - aktien er "faldet ud af sengen"


I denne artikelserie gennemgår Lau Svenssen samtlige 24 selskaber på den danske hovedliste. GN Store Nord indgår i listen »Farven gul andet segment – Selskaber med uklare forhold«

Miseren her er alvorlige problemer i GN Hearing, der indtil 2020 var den stærkeste af de to aktiviteter. Nu er det GN Audio, som heldigvis kan holde indtjeningen oppe – og der er fremdrift, så det vil noget.

GN har med andre ord ondt i hjertet, og det har folk på børsmarkedet nok forstået bedre end selskabets bestyrelse. Aktien er efter lang tids flot performance ”faldet ud af sengen”. Det gælder i særdeleshed set relativt til Demant, idet de to aktier altid sammenlignes. Topprisen blev nået med en pris på 589, og den foreløbige bundpris ligger på 399. Dagsprisen er 420. Hvor er niveauet mon?

Læs også: Lau Svenssen gennemgår C25 listen: Farven gul andet segment – Selskaber med uklare forhold

Forvirringen er ikke blevet mindre af nyheden tidligere i oktober om GN Audio’s opkøb af selskabet SteelSeries, der gør sig i headset til spil o.lig, for 8 mia. kroner. For at klare udvidelsen stopper man straks programmet med opkøb af egne aktier - og lur mig, om der ikke vil ske det stik modsatte, nemlig udsalg fra lageret af egne aktier for at klare gældsforøgelsen, altså en slags aktietegning.

Nu ligger aktiekursen så delvis udbombet i 420. Hvis man igen får styr over GN Hearing og genskabt dynamikken i denne store virksomhed, kan aktien atter komme på fode. GN er ramt af et hjerteanfald, og det skal løses af topledelsen. Indtil da er der dømt usikkerhed og tvivl om GN’s evne til at fastholde kursværdien. Vent og se. Q3 rapporten udsendes d. 29. oktober.

Lau Svenssen ejer ikke aktier i GN.

Læs også: Lau Svenssen gennemgår C25 listen: Farven gul første segment - lovende potentiale

Læs også: Lau Svenssen gennemgår C25-listen: Farven rød – overvurderede aktier