09 jan: APM Terminals har udskiftet hele ledelsen - citat
09 jan: Tyskland: Eksport steg langt mere end ventet - NY
09-01-2017 08:26:33

Aktier/tendens: Mærsk og Vestas løftes af udenlandske børshuse

Relateret indhold
17 jan - 
Tirsdagens aktier: Dong og Mærsk positive islæt i eller..
17 jan - 
Aktier/middag: Mærsk og Genmab i top mens markedet vent..
17 jan - 
Aktier/åbning: Goldman giver Genmab gylden håndsrækning
Relateret debat
17 jan - 
Inden alt det her skandale snak (udenlandske konti/skat..
17 jan - 
Nordea holder godt fast i deres "gode" erhvervskunder. ..
16 jan - 
Nykredit har deres egne problemer: De er ejet af Foreni..

A.P. Møller-Mærsk og Vestas kan mandag få et rygstød fra et par udenlandske børshuse. Begge aktier har fået løftet deres kursmål, og det på en dag, der tegner ganske lovende for aktiemarkedet. Det gælder også for Genmab, der kan glæde sig over, at kræftmidlet Darzalex har nået en salgsmilepæl.

I USA satte de tre toneangivende aktieindeks fredag alle rekord, og mandag morgen ligger de asiatiske markeder ligeledes med positive fortegn. C20-indekset steg fredag 0,3 pct. til indeks 1041,73.

- De indikationer, jeg har, peger på en stigning i omegnen af en kvart til en halv pct. på de europæiske aktiemarkeder, og mon ikke at vi lægger os i slipstrømmen, siger aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

LØFTEDE KURSMÅL

A.P. Møller-Mærsk har fået opjusteret kursmålet væsentligt af Jefferies. Det amerikanske børshus sigter nu efter, at B-aktien går i 13.750 kr. mod tidligere 11.750 kr. Anbefalingen er fortsat ”køb”, skriver Reuters. Fredag sluttede B-aktien 2,1 pct. højere i 12.170 kr.

Vestas' fortaler mandag morgen er ABG Sundal Collier. Det norske børshus har lagt en tyver oven i kursmålet, der nu er 650 kr. Anbefalingen er stadig "køb". Vestas, der opjusterede sine forventningerne til de frie pengestrømme i fredags, lukkede 1 pct. højere i 470,40 kr.

CREDIT SUISSES FAVORITTER

Blandt bankerne er Nordea og Danske Bank blevet udnævnt til schweiziske Credit Suisses favoritter i Norden.

Nordea får samtidig løftet sit kursmål til 11,70 euro fra 10,40 euro eller til 86,98 kr. fra 77,31 kr., og anbefalingen er uændret "outperform". Danske Bank får samme anbefaling og får løftet kursmålet til 236 kr. fra 225 kr. Nordea lukkede fredag 0,3 pct. højere i 79,70 kr., og Danske Bank steg 1 pct. til 220,20 kr.

Fra Genmab er der atter kommet godt nyt, da selskabet har nået den første milepæl for salgsvolumen i samarbejdet med Janssen om kræftmidlet Darzalex. Milepælen er på 25 mio. dollar og er udløst af, at der er nået et salg af Darzalex på 500 mio. dollar i et kalenderår, oplyste selskabet sent fredag.

Milepælsbetalingen var dog allerede indeholdt i Genmabs resultatforventninger, som blev offentliggjort den 20. december sidste år.

- Det er ikke totalt uventet og er blevet guidet af selskabet, men det kan vel godt gå hen og understøtte den positive periode aktien har været inde i, vurderer Jyske Banks Martin Munk.

Fredag steg biotekaktien med 0,7 pct. til 1300 kr., og siden årsskiftet er det blevet til en gevinst på næsten 11 pct.

DONG TIL EFTERSYN

Dong Energy har været til eftersyn hos Økonomisk Ugebrev. 2016 sluttede godt for Dong , som med en opjustering kort før jul satte gang i en kursstigning, der indtil videre har kastet 7 pct. af sig til aktionærerne. Men der er mere i vente i år, mener ugebrevet.

- Med udsigt til en bedre oliepris og et godt momentum i den nære offshore-pipeline, ser vi yderligere potentiale i Dong-aktien senere i 2017, skriver ugebrevet.

Det haster dog ikke med at købe aktien. Ugebrevet er som udgangspunkt lidt forsigtig med at købe op efter stigningen i kølvandet af opjusteringen. Med lidt tålmodighed bør aktien kunne købes omkring 250 kr. i løbet af det næste stykke tid, mener ugebrevet.

Også RBC Capital Markets har set nærmere på Dong, som er blevet sænket til "market-perform" fra "outperform." Kursmålet lyder nu på 280 kr. mod tidligere 300 kr. Dong steg fredag 0,2 pct. til 266 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk