06 nov: Lundbeck OPTAKT Q3 8/11: Analytikere regner med oppræcisering
06 nov: Jutlander Bank 9M: Skærer toppen af forventningsinterval
06-11-2017 13:38:31

Genmab OPTAKT Q3 8/11: Prognosen for Darzalex ser ud til at holde

Relateret indhold
20 nov - 
Mandagens aktier: Novo steg på forventning - Vestas ned..
20 nov - 
Aktier/middag: Usikkerhed spøger igen om Vestas og send..
17 nov - 
Fredagens aktier: Mærsk blev agterlanterne i rødt C20 C..
Relateret debat
20 nov - 
Nåeh.. Det ser da meget tilforladeligt ud. Ville bare ø..
20 nov - 
Genmad, er det noget man spiser? er du fuld i dag?
20 nov - 
Det er ligegyldigt med mine Vestas. De købt pension og ..

Når Genmab kommer med regnskab for tredje kvartal onsdag efter børslukketid, vil regnskabet formentlig bekræfte, at selskabet er på sporet af sin seneste årsprognose, der ellers længe blev anset for konservativ af aktiemarkedet.

En af de tungeste poster i regnskabet - salget af kræftmidlet Darzalex - er allerede offentliggjort i kvartalsmeddelelsen fra partneren Johnson & Johnson i midten af oktober.

Dengang blev salget oplyst til 317 mio. dollar i kvartalet, hvilket umiddelbart var en skuffelse for aktiemarkedet. Reaktionen var et kursfald i Genmab-aktien den 17. oktober på over 6 pct. til 1343 kr.

Investorer og analytikere havde således sat næsen op efter, at Darzalex ville overgå Genmabs egen prognose og nå et salg på 1,4 mia. dollar i år. Men det ser umiddelbart svært ud nu, mener Jyske Bank.

- Vi har tidligere pointeret, at Genmabs nuværende forventning til salget af Darzalex på 1,1-1,3 mia. dollar var konservativ. Det mener vi ikke længere og ser forventningen som realistisk. Vi forventer ikke, at Genmab vil ændre i sine forventninger ved aflæggelsen af regnskabet for tredje kvartal 2017, skriver banken i en optakt til regnskabet.

Selv har Jyske Bank sænket sine estimater for salget af Darzalex i 2017 og 2018, og estimater indsamlet af Bloomberg viser også, at markedet nu er på linje med Genmabs egen prognose.

Fem analytikere, der dækker Johnson & Johnson, venter et salg af Darzalex på 1,24 mia. dollar i år og altså inden for Genmabs prognose på 1,1-1,3 mia. dollar. I 2018 estimeres salget at stige til 1,99 mia. dollar.

Også på aktiemarkedet er Genmab blevet presset ned siden skuffelsen i oktober. Faldet på over 6 pct. den 17. oktober er siden udbygget, idet aktien er sivet yderligere lige over 10 pct. til en slutkurs fredag i sidste uge på 1206 kr. Det er det laveste niveau siden starten af januar.

Nedturen er kommet, på trods af at Genmab den 24. oktober præciserede, at salget af Darzalex var negativt påvirket med 20 mio. dollar grundet en engangspost, som skyldtes periodisering relateret til det tyske og franske marked.

Ses isoleret på tredje kvartal ventes Genmab, der modtager procenter- eller royalties - af salget af Darzalex, ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen at kunne bogføre en indtægt på 241 mio. kr. fra salget af kræftmidlet.

PIPELINENYHEDER KOMMER I FOKUS

Fokus i regnskabet er ifølge Sydbank-analytikeren desuden på eventuelle nyheder om selskabets lægemiddeludvikling.

- Vi imødeser kommentarer om udviklingen i Genmabs pipeline – vi vil i den forbindelse have fokus på meldinger om nyhedsflowet de kommende kvartaler og bidraget til ASH (American Society of Hematology, red.) kræftkonferencen i december, skriver Søren Løntoft Hansen i en optakt.

Også hos Jyske Bank hersker der spænding om Genmabs bidrag på ASH den 9. til den 12. december, hvor der ventes flere data fra det såkaldte Alcyone-studie. Her viste Darzalex god effekt som førstelinjebehandling i knoglemarvskræft i kombination med tre andre midler. I forvejen er Darzalex godkendt som anden-, tredje- og fjerdebehandling af sygdommen.

- Den næste kurstrigger er præsentationen af data fra Alcyone-studiet herunder den MRD-negative analyse på kræftkonferencen ASH i Atlanta, USA i december 2017. MRD (Minimal Residual Disease - restsygdom) er navnet på de små mængder af skjulte leukæmiceller, der er tilbage hos patienten, når patienten er bragt i remission, det vil sige en tilstand, hvor der ikke er symptomer på sygdommen, skriver Jyske Bank i sin optakt og fortsætter:

- MRD er en af hovedårsagerne til, at kræftpatienter får tilbagefald, og derfor er udfaldet af denne MRD-negative analyse meget vigtig.

- Vi er af den opfattelse, at markedet undervurderer potentialet i en godkendelse af Darzalex til førstebehandling af knoglemarvskræft og vurderer, at yderligere data fra Maia-studiet vedrørende førstelinjebehandling vil understøtte en højere penetrering.

I Maia-studiet prøves Darzalex som førstebehandling i kombination med det mest benyttede middel mod knoglemarvskræft, Revlimid, samt hormonpræparatet Dexamethason. Der ventes data fra studiet i løbet af 2018.

I Alcyone-studiet blev Darzalex prøvet som førstebehandling af knoglemarvskræft i kombination med kræftmidlet Velcade, kemoterapiformen Melphalan og binyrebarkhormonet Prednisolon.

Genmab fremlægger regnskab for tredje kvartal onsdag den 8. november efter børslukketid.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk