13 jun: Bitcoin rammer laveste niveau i flere måneder
13 jun: Eurozonen: Industriproduktionen faldt mere end ventet i april
13-06-2018 10:42:43

Elgiganten-ejer ramt af hackerangreb: Aktien falder på børsen

Britiske Dixons Carphone, der blandt andet ejer kæden Elgiganten, falder onsdag formiddag på børsen i London efter at have oplyst om et større hackerangreb mod virksomheden.

Ifølge Dixons Carphone er næsten 6 mio. betalingskort berørt af hackerangrebet, hvor hackere forsøgte at få uautoriseret adgang til kundernes personlige data. Det skriver Bloomberg News.

Herudover er hackerne ifølge Dixons Carphone lykkedes med at få adgang til 1,2 mio. filer indeholdende eksempelvis kunders navne samt adresse eller e-mail-adresse.

Ud fra de foreløbige undersøgelser er der imidlertid endnu ingen tegn på, at de lækkede data er blevet misbrugt.

- Digital kriminalitet er en konstant kamp for forretninger i dag, og vi er fast besluttet på at overkomme denne hurtigt udviklende udfordring, siger Alex Baldock, der er administrerende direktør i Dixons Carphone, i en meddelelse.

Onsdag formiddag falder Dixons Carphone-aktien 3,8 pct. til 190,30 pence. Det er det tredjestørste fald i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

/ritzau/FINANS