13 jun: USA: Centralbank hæver renten med 25 basispoint
13 jun: USA: Udsigt til ekstra renteforhøjelse skyldes et medlem
13-06-2018 20:07:06

USA: Centralbank hæver renten - ser to forhøjelser mere i år - NY

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag helt som ventet hævet sin toneangivende rente, federal funds rate, med 25 basispoint, eller et kvart pct.point, til intervallet mellem 1,75 og 2,00 pct. Samtidig signalerede centralbanken, at man er på vej med to renteforhøjelser mere i år. I så fald vil man nå op på fire af slagsen mod tre, som banken ellers har indikeret efter rentemøderne både i december sidste år og marts i år.

Det fremgår af centralbankens rentemeddelelse i kølvandet af et todages rentemøde, tirsdag og onsdag.

Det er anden gang i 2018, at Federal Reserve hæver sin rente. Senest skete det efter rentemødet den 21. marts i år, hvor man også løftede renten med 25 basispoint til intervallet mellem 1,50 og 1,75 pct.

Af onsdagens rentemelding udlægges det, at der er udsigt til yderligere to renteforhøjelser i 2018, så centralbanken samlet når op på fire i år. Det fremgår af det såkaldte dotplot-diagram, hvor cheferne for Federal Reserve, indikerer deres forventninger til rentens udvikling de kommende år. Altså centralbankens egen fremskrivning af renten eller rentebanen.

Renteforhøjelsen onsdag kom ikke som en overraskelse. Handelen med fed funds-futuren indikerede forud for beslutningen, at markedet så en sandsynlighed på 84 pct. for en renteforhøjelse på 25 basispoint.

En rundspørge foretaget af The Wall Street Journal til 56 amerikanske økonomer pegede med enstemmighed ligeledes på en renteforhøjelse på et kvart pct.point. Også Bloomberg News havde spurgt en lang række økonomer, og her var det 92 ud af 92, som ventede den nu annoncerede renteforhøjelse.

/ritzau/FINANS