Stor ståhej om Le Digitax


I årevis har et bestemt spørgsmål tilsyneladende forvirret europæiske statsoverhoveder: Hvordan kan de justere skattepolitikken for at få skatteindtægter fra virksomheder, der sælger digitale tjenesteydelser i deres lande, men som ikke har fysisk tilstedeværelse der – og derfor ikke er omfattet af lokal skattelovgivning?

Hos Fisher Investments Norden har vi ofte oplevet, at eksperter og politikere har klaget over, at store teknologivirksomheder – som regel amerikanske – ikke betaler deres “retfærdige andel” i skat. Det er et varmt emne, der diskuteres blandt verdenslederne både ved EU-topmøder samt på G7- og G20-møder, hvor statsoverhovederne ofte i store træk er enige om behovet for at ændre noget, men ikke kan nå til enighed om, hvordan det skal foregå. Selvom det måske nok skaber noget usikkerhed omkring teknologivirksomheders aktier, mener vi ikke, at det giver den helt store modvind eller er grund til, at investorer skulle undgå den sektor.

I EU daterer den digitale skats administrative oprindelse sig tilbage til marts 2018, hvor Europa-Kommissionen første gang foreslog, at der blev indført en skat, der var primært rettet mod teknologigiganterne. I øjeblikket beskattes disse virksomheder på baggrund af reglerne om et såkaldt fast driftssted, hvilket betyder, at de kun betaler skat der, hvor de har et fysisk driftssted.

Derfor er der mange internetgiganter, der etablerer deres fysiske tilstedeværelse i Europa i lavbeskatningslande som Irland og Luxembourg, hvilket giver dem mulighed for at betale skat af al europæisk fortjeneste i disse lande til lave skattesatser.

Regeringer i andre EU-lande hævder, at de uretmæssigt forhindres i at opkræve skat af aktiviteter, der finder sted i deres egne lande.

Derfor foreslog Europa-Kommissionen, at der indføres en skat på internetgiganternes omsætning afhængig af, hvor transaktionerne finder sted (dvs. hvor brugerne befinder sig) i stedet for, hvilket lavbeskatningsland den pågældende internetgigants datterselskab er hjemmehørende i.

Den franske præsident Emmanuel Macron – en stor tilhænger af den digitale skat – pressede hårdt på for, at det skulle gælde for alle EU-medlemslande. Han mødte imidlertid modstand fra Irland, Danmark, Sverige og Finland, så Europa-Kommissionens foreslåede digitale skat endte med ikke at blive implementeret.

Selvom EU-versionen af den digitale skat ikke blev realiseret, bekendtgjorde Frankrig sin egen digitale skat ved udgangen af sidste år. I juli vedtog Frankrigs senat en afgift på 3 % på en række store teknologivirksomheders omsætning i Frankrig.

Det blev ikke godt modtaget af den amerikanske regering, og den amerikanske præsident Donald Trump antydede, at han opfattede det som et angreb rettet mod amerikanske virksomheder, da afgiften var målrettet virksomheder med en digital omsætning på over EUR 25 millioner i Frankrig og EUR 750 millioner globalt – det vil i bund og grund sige amerikanske teknologivirksomheder og teknologilignende virksomheder. Den franske regering hævede imidlertid, at udspillet var en ren skattemæssig beslutning og del af en bredere europæisk og global indsats.

Efter at USA truede med gengældelsesafgifter på franske varer (herunder vin og ost), indgik USA og Frankrig en aftale efter at have holdt et møde sideløbende med G7-topmødet i august. Som en del af aftalen sagde Macron, at Frankrig ville afskaffe skatten og kompensere de virksomheder, der havde betalt den, når der var indgået en ny international aftale om digital skat.

Selvom det kompromis sandsynligvis er en lille positiv udvikling for store amerikanske teknologivirksomheder, mener vi ikke, at skatten havde så stor negativ effekt til at begynde med. Og det ville en paneuropæisk version heller ikke have efter vores opfattelse.

Frankrigs finansminister forudsagde, at skatten ville give op til EUR 500 millioner om året, hvilket er en meget lille brøkdel af disse virksomheders samlede omsætning og hurtige vækst. For eksempel havde Amazon og Apple – to virksomheder, der skulle have betalt skatten – en omsætning på henholdsvis USD 232,9 milliarder og USD 265,6 milliarder i 2018.

Selve opkrævningen ville også have været vanskelig - det ville have været vanskeligt for alle lande at opkræve skat fra internetvirksomheder. Der er stor sandsynlighed for, at hverken virksomhedernes lokale omsætning eller de udgifter, de ville have haft for at kunne opnå den omsætning, ville være pålidelige skøn. Og det ville gøre det vanskeligt at verificere lokal skattepligtig indkomst.

Selvom en bred international aftale måske nok ville være strengere, viser sommerens begivenheder, hvorfor investorer sandsynligvis ikke behøver at lade sig afskrække fra at eje teknologiaktier inden for en overskuelig fremtid. For det første synes en aftale ret usandsynlig på kort sigt. Hvis EU ikke kunne nå til enighed om en aftale om digital skat, virker det endnu mindre sandsynligt, at lande ville kunne opnå enighed på internationalt niveau.

OECD-landene er i øjeblikket i gang med forhandlinger om international digital skat. Det har imidlertid stået på i flere år uden, at der har været nogen fremgang af betydning. De står over for nogle af de samme udfordringer som EU: Landene har forskellige prioriteter.

Desuden vil virksomhederne sandsynligvis tilpasse sig, hvis landene bliver enige om en digital skat. En international digital skat vil sandsynligvis ikke blive så stor, at disse enorme internetvirksomheder ikke kan klare det. Tværtimod vil Europa-Kommission måske med en skat på plads have mindre tendens til med jævne mellemrum at give amerikanske teknologivirksomheder bøder for forskellige påståede konkurrencebegrænsende aktiviteter – en lovgivningsmæssig praksis, som vi længe har mistænkt for at være en erstatning for skatteopkrævning, selvom det ikke kan bevises.

I den forbindelse kan skatten reducere noget af den europæiske lovgivningsmæssige usikkerhed, der omgiver disse virksomheder, og gøre inddrivelsen af skatteindtægter mere forudsigelig – hvilket kan være positivt for de pågældende virksomheder.

Efter vores mening er muligheden for, at EU-politikerne vil straffe store amerikanske internetvirksomheder med ultrahøje skatter, ikke nær så stor, som det antydes i mange af de finansielle nyhedsmedier, som vi læser. Da det synes usandsynligt, at der vil være tale om øjeblikkelige indgreb, og at uenigheden mellem EU-medlemslandene formentlig vil udvande eventuelle potentielle politikændringer, mener vi, at le digitax nærmere er en kilde til forbigående usikkerhed end en væsentlig risiko for de amerikanske teknologivirksomheder og teknologilignende virksomheder, der opererer i Europa.

Fisher Investments Norden er det navn, som Fisher Investments Luxembourg, Sàrl driver virksomhed under i Danmark (“Fisher Investments Norden”). Fisher Investments Luxembourg, Sàrl er et anpartsselskab, som er etableret og registreret i Luxembourg (selskabsregistreringsnr. B228486), som reguleres af det luxembourgske finanstilsyn, Commission de Surveillance du Secteur Financier (“CSSF”) og som har hjemstedsadresse på: K2 Building, Forte 1, 2a rue Albert Borschette, Third Floor L-1246 Luxembourg. Fisher Investments Norden uddelegerer visse aspekter af den daglige investeringsrådgivning, porteføljeforvaltning og handelsfunktionerne til de tilknyttede virksomheder. Dette gælder især udarbejdelse af rapporter om investeringers egnethed, der til dels udarbejdes af Fisher Investments Europe Limited, der driver virksomhed under navnet Fisher Investments UK ("Fisher Investments UK"), og de daglige beslutninger, der træffes i forbindelse med porteføljestrategien, der varetages af Fisher Asset Management, LLC, der driver virksomhed under navnet Fisher Investments ("Fisher Investments"). Selskabets handelsfunktioner kan udføres af Fisher Investments Norden, Fisher Investments UK eller andre tilknyttede virksomheder.

Investering i de finansielle markeder indebærer risiko for tab, og der er ingen garanti for, at den investerede kapital betales helt eller delvist tilbage. Tidligere resultater er ingen garanti for og giver ingen pålidelig indikation om fremtidige resultater. Værdien af investeringerne og deres afkast vil svinge i takt med udviklingen på de globale finansielle markeder og i de internationale valutakurser.

Annoncørbetalt indhold (native indhold) er et kommercielt samarbejde mellem Berlingske Media PartnerLab og en annoncør. Berlingske medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af dette indhold.