Henter kommentarer

2021 satte rekord på boligmarkedet: Så mange boliger blev der solgt


Interessen for at købe boliger i 2021 var massiv, og ikke overraskende bød året på den højeste handelsaktivitet nogensinde.

I alt blev der i 2021 solgt 112.782 ejerboliger, viser tal fra Boligsiden.

Den tidligere rekord blev sat tilbage i 2020, hvor der blev solgt 107.583 boliger. Boligsidens tal dækker de seneste 11 år.

Det var særligt i begyndelsen af 2021, at danskerne kastede sig frådende om boligmarkedet, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.

»Det var især i første halvår af 2021, at danskerne gik amok i boligkøb. I perioden fra januar til juni blev der i alt solgt 65.833 boliger, mens der i perioden juli til december »kun« blev solgt 46.949 boliger. Så selv om der har været godt gang i boligsalget hele året, er første halvår trods alt i en liga for sig selv,« skriver hun i en kommentar til de nye tal.

Årsagen til den store boliginteresse skyldtes især coronanedlukninger, men også udbetalingen af indefrosne feriepenge og negative renter i banken, kan have spillet en rolle.

»Den store interesse for at købe bolig 2021 skyldes ikke mindst de pandemiforårsagede nedlukninger, hvor danskerne har fået prøvet deres bolig af nye måder. Samtidigt har nedlukningerne betydet, at danskerne har haft bedre tid til at drømme stort og god mulighed for at spare op. De udbetalte indefrosne feriepenge har desuden hjulpet købet på vej, ligesom de negative renter på store indlånskonti i bankerne, kan have fået flere til at overveje et sommerhus eller en større bolig,« Lise Nytoft Bergmann.

Boligsalget var 5 pct. højere sidste år end i 2020. Villaer og rækkehuse har især trukket handelsaktiviteten op – dem blev der handlet 10 pct. flere af sammenlignet med året forinden. Derudover blev der handlet 6 pct. flere ejerlejligheder og 13 pct. færre sommerhuse.

Årets sidste måned i 2021 kunne også næsten byde på endnu en rekord, hvor der blev handlet det næsthøjeste antal boliger for en december i statistikkens historie.

Der blev i alt handlet 6.654 ejerboliger, og selvom det ikke er lige så mange som i 2020, hvor tallet lød på 8.834 boliger, er det ifølge Lise Nytoft Bergmann stadig en pæn handelsaktivitet.

I de øvrige år, som statistikken dækker, har antallet af solgte boliger i december svinget mellem 3.090 og 5.756 boliger.

Selvom der fortsat er høj aktivitet på boligmarkedet, er tempoet ikke nær så højt som tidligere.

»Der er stadig godt gang i boligmarkedet, og interessen for at handle bolig er stor. Sådan var det også i december, selv om vi så det sædvanlige fald i juletiden. Heldigvis er tempoet ikke nær så højt som først på året, og vi håber på at den igangværende lille nedlukning, hvor mange igen arbejder hjemmefra, ikke ændrer på det billede. Vores primære forventning er stadig, at vi får en blød opbremsning på boligmarkedet.«

Læs også: Sydbank: Det løber koldt ned ad ryggen på investorer, hvis du kan huske 2018

Læs også: Legetøjsgigant ansætter ny topchef efter forgængers død