Så skete det.

3,5-procentslånet har onsdag væltet det 30-årige 4-procentslån med fast rente af tronen i landets største realkreditinstitut, Totalkredit.

Det er godt nyt for danskere, der nu kan gå i banken og låne lidt billigere til et hus eller en lejlighed.

Og det er godt nyt for de titusindvis af boligejere, der har benyttet de seneste to års store rentestigninger til at opkonvertere - for eksempel fra 1-procentslån til 5-procentslån - for at skære store lunser af deres restgæld.

Med rentefaldet står døren nu på klem for at nedkonvertere fra 5-procentslånet til 3,5-procentslånet, men det vender vi tilbage til.

For vi begynder med de potentielle boligkøbere.

For hvor meget sparer man egentlig på rentefaldet, hvis man køber en bolig i dag finansieret med et 3,5 procenttslån frem for i går med et 4-procentslån?

På et lån på en million kroner falder rentebetalingerne 230 kroner efter skat pr. måned, viser beregninger fra Totalkredit.

Den månedlige ydelse falder dog kun med cirka 30 kroner, da en stor del af rentebesparelsen går til at afdrage på lånet, som i en kurs omkring 96,7 er optaget med et relativt stort kurstab.

Over hele lånets 30-årige løbetid er et 3,5-procentslån på en million kroner blot cirka 23.000 kroner billigere efter skat sammenlignet med et 4-procentslån med en kurs tæt på kurs 100.

Hvis man beholder 3,5 procentslånet i alle 30 år, sparer man altså cirka 64 kroner om måneden (23.000 kroner / 360 måneder)  sammenlignet med 4-procentslånet.

»Det er ikke noget, der revolutionerer det hele. Den høje beskæftigelse og reallønsstigningerne har både større reel og psykoloigisk effekt på boligpriserne, end at 4-procentslånet er lukket,« siger chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard og tilføjer:

Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit.
Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit. Pressefoto.

»Men i et lidt længere perspektiv er renterne faldet betydeligt. I december sidste år var det 5-procentslånet, der var det toneangivende med en kurs lige under 100, og når man går fra 5 procent til 3,5 procent, så er der altså tale om en reel besparelse.«

Med 3,5-procenetslånets genkomst skal de titusindvis af boligejere, der har opkonverteret fra en lav, fast rente til 5-procentslånet begynde at overveje, om en nedkonvertering er relevant for dem.

Endnu er kursen på 3,5-procents lånet så lav - cirka 96,7 - at man som boligejer indkasserer så stort et kurstab, at en boligejers vandring fra et afdragsfrit 1-procentslån på en million kroner over et 5-procentslån og så ned i et afdragsfrit 3,5 procentslån over hele lånets løbetid ender med at gå rundt regnet i nul.

Men hvis kursen på 3,5 procentslånet i de kommende måneder stiger til kurs 98, og opkonvertisten venter med at gå ned i rente til det tidspunkt, vil boligejeren med op- og nedkonverteringen af et lån på en million kroner ende med at stå med en gevinst på 18.000 kroner i hånden, når lånet er betalt ud. 

Det viser beregninger, som Nordea tidligere har foretaget for Euroinvestor og B.T.

»Beregningen viser, at det har været en god ide at konvertere op og så ned igen. At man allerede nu kan komme ned i et lån, hvor man ikke har tabt penge på det, og endda få en lille gevinst, hvis 3,5-procentslånet optages til kurs 98, viser, at der kan være gevinster at hente ved at konvertere op og ned igen,« siger Sune Malthe-Thagaard og fortsætter:

»Samtidig vil gevinsten være større, hvis man flytter fra sin bolig, før lånets løbetid på 30 år er gået, for så har man stadig en lavere gæld på grund af konverteringerne.«

I værste fald vil boligejeren, der har bevæget sig fra et 1-procentslån over et 5-procentslån og så ned i 3,5 procentslån nu stort set været gået i nul.

»Man kan sige, at risikoen ved opkonverteringen til 5-procentslåner med en nedkonverring til 3,5-procentslånet nu er elimineret. Det er en rigtig god nyhed, for de boligejere, der har opkonverteret,« siger Sune Malthe-Thagaard.

Personligt ville Sune Malthe-Thagaard - hvis han havde opkonveret til et 5-procentslån - vente med at nedkonvertere til 3,5-procentslånet, til det rammer kurs 98.

I Totalkredit har cirka 50.000 kunder opkonverteret til et 5-procentslån fra en lavere rente.

I Realkredit Danmark og Nordea Kredit er 4-procentslånet stadig det toneangivende, 30-årige realkreditlån med fast rente. Onsdag handles deres lån fortsat lige under kurs 100.

Lyt til den seneste episode af podcasten Millionær Klubben her: