Friværdierne får et boost de kommende to år.

I hvert fald hvis man skal tro regeringens husprisprognose, som økonomiminister Stephanie Lose torsdag morgen løftede sløret for i forbindelse med offentliggørelsen af ‘Økonomisk Redegørelse, december 2025'. 

Regeringen forventer, at huspriserne vil stige med hele 5,3 procent i år og med yderligere 3,7 procent i 2026 og 3,4 procent i 2027.

Hvis prognosen holder stik, vil det ifølge tal fra Boligsidens Markedsindeks sende prisen på et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter op fra en pris på 2.470.000 kroner ved udgangen af 2024 til en pris på 2.790.000 kroner ved udgangen af 2027.

En helt almindelig husejer vil altså i prognoseperioden kunne stikke hele 319.000 lune friværdikroner ind under madrassen alene som følge af prisstigningerne (se skema med prisudviklingen i bunden af artiklen). 

Prisstigningerne er imidlertid geografisk skævt fordelt både i kroner og øre og i de procentvise stigninger.

For eksempel er et gennemsnitligt hus i Københavns Kommune allerede steget hele 11,6 procent i årets første 10 måneder svarende til en prisstigning på hele 996.500 kroner fra 1. januar og frem til udgangen af oktober i år.

Det bragte prisen på et gennemsnitlig hus på 140 kvadratmeter i hovedstadskommunne op på en salgspris på hele 8.612.000 kroner ved udgangen af oktober i år.

Hvis det antages, at huspriserne i København stod stille i november og også holder sig på stedet her i december og derpå stiger med den gennemsnitlige stigningstakt i regeringens prognose, vil huset i København ved udgangen af 2027 kunne sælges for 9.234.000 kroner.

I virkelighedens verden bliver prisstigningstakten i og omkring hovedstaden sandsynligvis højere end landsgennemsnittet, da boligudbuddet er rekordlavt og efterspørgslen høj i københavnsområdet.

I den anden ende af skalaen, skal vi sydpå til grænselandet i Tønder Kommune, hvor prisstigninger er forsvundet i disen over marsklandet.

For her er huspriserne ikke gået frem i år, men tilbage med hele 10,1 procent i årets første 10 måneder.

Det betyder, at man ved udgangen af oktober i år kunne erhverve sig et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i den sønderjyske kommune for bare 843.000 kroner.

En husejer i København kan altså veksle sit hus i København til godt og vel 10 huse i Tønder Kommune.