Tusindvis af danske boligejere krydser fingre for, at renten snart falder, så de kan få en lavere rente på deres fastforrentede realkreditlån.
Onsdags aften dansk tid får de en pejling på, om deres rentebønner bliver hørt.
Her vil den magtfulde chef for den amerikanske centralbank (Fed), Jerome Powell, nemlig melde ud, om Fed sænker renten med 0,25 procentpoint, eller om han går drastisk til værks og i et hug skærer renten ned med 0,5 procentpoint.
Herhjemme har både Totalkredit, Nordea Kredit og Jyske Realkredit forberedt sig på, at de lange renter kan falde så meget, at det toneangivende, danske realkreditlån med en fast rente på fire procent og en løbetid på 30 år går over kurs 100 og dermed lukker.
Fredag udsendte de tre realkreditkæmper nemlig alle fondsbørsmeddelelser om, at de gør sig klar til at kunne åbne et nyt lån med en fast rente på 3,5 procent.
Det betyder imidlertid ikke, at 3,5-procentslånet kommer på hylderne nu og her, men billedlig talt sover Totalkredit, Nordea Kredit og Jyske Realkredit nu med støvlerne på, så de ikke bliver taget på sengen, hvis 4-procentslånet lukker.
»Vi er gået i beredskab,« siger boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.
Lige nu er vurderer investorerne på verdensmarkedet, at der er 59 procents sandsynlighed for, at Jerome Powell leverer en dobbelt rentesænkning på 0,5 procent onsdag aften dansk tid, mens markedet indregner 41 procents sandsynlighed for, at han holder lidt igen og sænker renten med 0,25 procentpoint.
Investorernes forventninger har direkte indflydelse på danske boligejere med 30-årige, fastforrentede realkreditlån.
Kursen på det i dag toneangivende 4-procentslån afspejler nemlig markedets nuværende forventninger, og sænker Powell kun renten med 0,25 procent, vil det alt andet lige udløse skuffelse blandt flertallet af investorerne, som vil sende renterne op.
»Vi hører til de 41 procent, der mener, at Powell sænker renten med 0,25 procent, og det kan føre til stigende renter,« siger Lise Nytoft Bergmann og tilføjer, at renteudviklingen imidlertid også kommer til at afhængige af de signaler, Jerome Powell sender om sin syn på renteudviklingen på pressemødet efter renteudmeldingen fra Fed.
Op til Feds rentemøde tror investorerne, at Powell vil sænke renten med hele 2,5 procentpoint inden udgangen af 2025.
Nordea er noget mere forsigtigt og vurderer, at Powell kun vil sænke renten med 1,5 procent frem mod årsskiftet 2025/2026.
»Vi kan godt være lidt bekymrede for, at markedet har taget for meget forskud på glæderne,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Samtdig vurderer Nordea, at Fed vil sænke renten med i alt 0,75 procentpoint inden nytår, mens markedet har skruet op for forventningerne med en forudsigelse om, at Fed skærer renten ned med 1,2 procentpoint inden årsskiftet.
Jyske Bank er i sin seneste renteprognose på linje med Nordea og vurderer, at Fed sænker renten med i alt 0,75 procentpoint i år.
Alle de danske udstedere af realkreditlån vurderer i deres seneste renteprognoser, at 4-procentslånet forbliver under kurs 100 året ud.
Holder det stik, bliver det altså ikke i år, at der bliver sat gang i en nedkonverteringsbølge fra 5-procentslån til 3,5-procentslån.
Realkredit Danmark overvejer ifølge realkreditinstituttets cheføkonom, Christian Hilligsøe Heining, om de skal følge i fodsporene på deres danske konkurrenter og gøre et 3,5-procentslån klar.
»Lige nu (mandag eftermiddag, red.) er kursen på 4-procentslånet cirka 99,25. Det kan bestemt ikke afvises, at 4-procentslånet lige pludselig lukker, men vores seneste renteprognose indikerer, at 4-procentslånet ikke kommer over kurs 100 de næste 12 måender,« siger han tilføjer:
»Men lige nu er der ikke behov for 3,5-procentslånet.«
Realkredit Danmark hverken kan eller må melde ud i pressen, om de åbner et 3,5 procentslån eller ej. Det skal ske gennem en fondsbørsmeddelse.
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionær Klubben her:

Stor guide: 57 geniale gaver

Luksusaktier banker i vejret