Festen er ved at være slut på boligmarkedet. Det viser nye tal fra Boligsidens markedsindeks fra december, hvor huspriserne faldt med 0,4 pct., mens ejerlejlighedspriserne var uændrede.
Det er første gang i 20 måneder, at priserne på villaer og rækkehuse falder. Der er tale om en landsdækkende tendens, da priserne faldt i fire ud af de fem regioner.
Midtjylland var det eneste sted, at huspriserne i december steg, men det skyldes alene, at de midtjyske huspriser tog et kraftigt dyk i november, for at stige igen en smule i december, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.
»Der har været fuld drøn på boligmarkedet i 2021, men nu er festen ved at klinge af. Det tager længere tid at sælge en bolig end først på året, og afslagene er blevet gradvist større. Det sætter sig i priserne, der ikke længere har retning mod nord,« skriver hun i en kommentar.
De faldende huspriser er ikke kun en god nyhed for potentielle boligkøbere men også for samfundsøkonomien.
»Det er en god nyhed, at boligmarkedet bremser op. Ikke kun for potentielle boligkøbere, men også for samfundsøkonomien som helhed. Der har været usædvanligt meget fart på boligmarkedet de seneste to år, og jo mere priserne stiger, jo større er sandsynligheden for, at vi får et efterfølgende fald. En rolig og moderat udvikling i boligpriserne er klart at foretrække.«
Boligprisstigningerne i løbet af det seneste år har gjort det sværere for boligkøbere at blive godkendt af banken, hvilket har mindsket interessen for boligkøb.
»Boligpriserne er allerede steget meget og kombineret med en højere rente, er det blevet sværere for boligkøberne at blive kreditgodkendt. Det mindsker interessen for at købe bolig, og det presser priserne lidt ned. Vi er dog ikke bekymret for fremtiden, og vi forventer da også fortsat stigende priser i 2022,« skriver Lise Nytoft Bergmann.
Ifølge hende er det ikke usædvanligt, at boligpriserne tager et fald i december, men at der igen kan registreres en vintereffekt, er en nyhed i forhold til de seneste to år, hvor corona har domineret handelsaktiviteten.
For boligejerne har 2021 været et fantastisk år, hvilket især skyldes første halvår.
Huspriserne er steget med 9,3 pct. på landsplan fra 1. januar til 30. juni 2021, mens huspriserne kun er steget 1,3 pct. fra 1. juli til 31. december.
Ved udgangen af 2021 var huspriserne samlet set 10,8 pct. højere end ved årets indgang.
Den udvikling ses også på markedet for ejerlejligheder og fritidshuse. På landsplan steg ejerlejlighedspriserne med 9,1 pct. i første halvår og med 1,2 pct. i andet halvår.
For året som helhed er priserne steget med 10,4 pct. På markedet for fritidshuse er priserne steget med 17,2 pct. i første halvår, mens faldet med 1,3 pct. i andet halvår. Man skal dog huske på, at sæsonudsvingene er større på fritidshuse end på helårsboliger.
»Boligmarkedet er faldet til ro i andet halvår. Det skyldes både udviklingen i coronapandemien, der er blevet mindre alvorlig i takt med vaccinernes udbredelse, samt den stigende rente. Dertil kommer, at rigtigt mange boligkøbere allerede har fået opfyldt deres boligdrømme, hvorfor rækken af potentielle købere er blevet kortere. Vi forventer, at de moderate prisstigninger vil fortsætte i 2022, og at vi dermed har lagt de vilde tider på boligmarkedet bag os,« skriver Lise Nytoft Bergmann.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner