Henter kommentarer

Boligpriserne falder tilbage: »Atypisk« tendens for januar


Noget atypisk falder boligpriserne tilbage i januar måned. 

Det viser friske tal fra Boligsiden fra deres markedsindeks, der følger de danske boligpriser.

Huspriserne faldt med 0,6 pct. i januar sammenlignet med december 2023. Også prisen på lejligheder faldt tilbage fra december til januar. Her var faldet en smule højere på 0,7 pct. Størst var faldet dog for sommerhusene, hvor priserne faldt med 1,3 pct. fra december sidste år til januar. 

Læs også: Dansk biotekkæmpe kommer med friske tal: Sundhedsinvestor holder særligt øje med én ting

»Som oftest stiger boligpriserne en lille smule eller forbliver uændret fra december til januar, så set i det lys, er det atypisk, at der i år er tale om prisfald,« lyder det fra Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og fortsætter:

»Forklaringen er blandt andet, at boligpriserne omvendt holdt niveauet i december, hvor de ellers plejer at falde. Så der er tale om en slags forskydning af sæsonens vanlige prisfald.«

Når man kigger på ejerlejlighederne, så har de nye boligskatter haft stor betydning, da den nye reform betyder, at størstedelen af danske lejligheder stiger i skat. 

»Derfor overrasker det ikke, at der her er tale om et prisfald, fordi mange af dem, som købte en ejerlejlighed i januar, har flere udgifter knyttet til lejligheden i form af boligskatter end dem, de købte lejligheden af,« siger Birgit Daetz

»Derfor har lejlighedskøberne nok forsøgt at få kompensation for de dyrere boligskatter ved at betale mindre for selve lejligheden. Og derfor kunne man også have forventet at se et større prisfald på lejlighedsmarkedet. Dog er udbuddet af ejerlejligheder også faldet den seneste tid, og det kan være med til at holde hånden lidt under priserne,« tilføjer hun.

Læs også: Interessen for boligkøb er rekordlav

Læs også: Friske tal fra USA giver grå hår til danske boligejere