Boligredaktør: Det er sgu ikke de unge, der er forkælede – det er mig
Døren til boligmarkedet i København, Aarhus og centrum af andre store byer er hermetisk lukket for unge, der ikke har velhavende forældre bag sig.
Også selvom de har færdiggjort deres uddannelse og har haft et godt job i flere år. Det kan ikke engang betale sig at ringe til bankrådgiveren og spørge, om man kan låne penge til en lejlighed. Uden en solid udbetaling er det lukket land.
Men et forslag fra ungdomsbevægelsen SAGA, som Euroinvestor og B.T. har sat fokus på de seneste dage, kan være en nøgle til at låse døren op for de unge.
SAGA foreslår nemlig, at unge skal kunne hæve deres pensionsopsparing og bruge pengene til et boligkøb.
På landsplan er priserne på ejerlejligheder tæt på fordoblet siden 2010, og i København er de mere end fordoblet. En gennemsnitlig toværelseslejlighed på 60 kvadratmeter i Københavns Kommune koster i dag 3,2 millioner kroner, mens en andelslejlighed sjældent fås til under en million kroner plus den løbende husleje.
Men er de unge ikke bare forkælede i forhold til deres forældres generation, når de gør krav på at kunne købe en lejlighed i København?
Næh, det er sgu ikke de unge, der er forkælede – det er mig.
Min generation – jeg fylder 50 år næste gang – kunne købe en andelslejlighed på broerne i København for under 100.000 kroner i 1990erne og senere sælge med en pæn gevinst, som gav os mulighed for at få foden inden for på ejerboligmarkedet i hovedstaden.
Jeg var selv så heldig som studerende at købe en lille andelslejlighed på 43 kvadratmeter med skråvægge på ydre Nørrebro i midten af 1990erne for 57.000 kroner – inklusive den tidligere ejers dokumenterede forbedringer samt det køleskab, som han lod stå.
Jeg skulle tage bagtrappen fra 5. sal til baghuset i gården – også når det sneede og var minus 10 grader – for at komme i bad, og i det lille køkken var der kun to sløve camping-elkogeplader, indtil jeg selv fik tilsluttet gasblus. Lindede man på forhænget under vasken i køkkenet kunne man kigge ud i det fri. Men jeg havde fod under eget bord. Det havde en værdi i sig selv.
Kort efter jeg var flyttet ind, fik jeg en ny nabo.
Ind flyttede en ung, nyuddannet sygeplejerske. Jeg bød hende på pandekager, og så slog vi lejlighederne sammen og fik lavet badeværelse og nyt køkken. Vi stiftede familie og solgte lejligheden med en solid fortjeneste, der var så tilpas stor, at banken nikkede ja til et huskøb i Brønshøj i 2013, hvor priserne kun lige var begyndt at kravle lidt op ad efter finanskrisen. Siden er priserne på huse i Brønshøj fordoblet.
Det er den slags historier, som nutidens unge hører fra forældregenerationen og med rette ser misundeligt efter.
Skal vi ikke give arbejdsomme unge en flig af de muligheder, vi selv havde for 25-30 år siden for at komme ind på boligmarkedet i de store universitetsbyer?
Regeringspartiet Moderaterne og Liberal Alliance hilste i sidste uge SAGAs forslag velkomment, og mandag bakkede Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, op om forslaget i Berlingske.
Det fortjener også at blive behandlet seriøst.
For ønsker vi et samfund, hvor vores børn og børnebørn, som uddanner sig til lærere, sygeplejersker, politibetjente, tømrersvende og kokke, ikke har råd til at købe en bolig i de byer, de arbejder i?
Nej, vel?
Men hvordan udmønter man forslaget, så konsekvensen ikke bare bliver, at priserne på boliger i de store byer stiger endnu mere og gør det endnu sværere at komme ind på boligmarkedet?
Og hvordan kan det strikkes sammen, så det ikke undergraver Danmarks bundsolide pensionssystem med arbejdsmarkedspensioner, der sikrer fremtidige generationer en økonomisk tryg alderdom og holder de offentlige udgifter til pension nede i et fornuftigt leje?
Det har Henrik Ramlau-Hansen, lektor på CBS og tidligere administrerende direktør i Danica Pension, lavet en fornuftig skitse til.
Han foreslår i al sin enkelhed, at unge skal kunne hæve deres pension og bruge den til et boligkøb frem til 40 år før den til enhver tid gældende, officielle pensionsalder.
Næste år ventes Folketinget, som det er forudskikket i velfærdsforliget fra 2006, at hæve pensionsalderen til 70 år gældende fra 2040.
Det vil betyde, at unge vil kunne hæve deres pension frem til de fylder 30 år. Stiger pensionsalderen til 71 år og siden 72 år osv., skal aldersgrænsen for at kunne hæve sin pension i utide stige tilsvarende. Det vil betyde, at alle, der er på arbejdsmarkedet, vil have mindst 40 år til at spare op til deres egen pension. Det mere end rækker.
Samtidig foreslår han, at modellen skal indføres gradvist over for eksempel 10 år, så en ketchupeffekt på boligpriserne undgås.
Tilbage udestår hvordan pensionsmidler skal beskattes, hvis de hæves som en engangsudbetaling til et boligkøb?
I dag brandbeskattes de med 60 procent, hvis man hæver dem i utide. Fastholdes den beskatning, giver SAGAs forslag ingen mening, da ingen ved sine fulde fem vil lade sig flå på den måde. Heller ikke selvom man er nok så desperat efter at kunne købe en lille toværelses på Nørrebro i København.
I stedet kunne man overveje en model, hvor en engangsudbetaling af pensionsmidler på for eksempel 300.000 kroner beskattes som personlig indkomst med den almindelige bundskat og kommuneskat, men ikke AM-bidrag. Det vil give en marginalskat på 37-38 procent.
Da man får fradrag på pensionsindbetalinger på de typiske arbejdsmarkedspensioner, vil det være rimeligt at indføre en afgift på engangsudbetalingen af pensionsmidlerne, der krone til krone modsvarer den samlede værdi af det fradrag, den enkelte har fået.
Skatteyderne skal nemlig ikke betale for unges adgang til boligmarkedet.
Det skal de selv. Ved at arbejde og spare op. Men så skal de til gengæld også have mulighed for at disponere mere fleksibelt over deres egne penge.
Denne model vil øge unges incitament til at tage en uddannelse, få et godt job og spare op til deres egen bolig. Til gavn for dem selv og det samfund, vi alle er en del af.
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionær Klubben her:
Trump ønsker kæmpe ændring
