Skat, skat ikke?

Har du også svært ved at finde hoved og hale i de nye boligskatter og de dertil knyttede indefrysningsordninger og lån, der er knopskudt som et stynet lindetræ i maj?

Så kan det være en god idé for dig og din pengepung at bruge to minutter på at læse med her, hvor du får et overblik over de forskellige ordninger.

Men først et kort tilbageblik:

I 2024 trådte boligskattereformen efter gentagne forsinkelser af de nye offentlige ejendomsvurderinger, som fortsat ikke er på plads, langt om længe i kraft. 

Reformen og forsinkelserne af de udskældte ejendomsvurderinger har betydet, at boligejerne har fået foreløbige ejendomsvurderinger, som boligejere betaler en foreløbig boligskat efter.

Og som chefanalytiker i Realkredit Danmark Nicolas Norby bemærker i en kommentar, er de midlertidige vurderinger i færd med at blive afløst af endelige vurderinger, som betyder, at den foreløbige boligskat for mange boligejere vil blive efterreguleret de kommende år.

2025 er året, hvor de første indefrysninger i den permanente indefrysningsordning rammer boligejerne. Med den permanente indefrysningsordning er vi nu oppe på hele tre indefrysningsordninger. 

Lad os tage dem en for en:

1) Den permanente indefrysningsordning omfatter stigninger i grundskyld og ejendomsværdiskat fra og med 2024 og indtil den dag, du sælger boligen. Hvis din boligskat er steget, får du automatisk et indefrysningslån efter afslutningen af året, så i starten af 2025 får du altså helt automatisk det første lån efter den permanente indefrysningsordning. 

Knap 480.000 boligejere kan se frem til deres første indefrysning her i januar.

Ordningen er indført for at sikre, at ingen bliver tvinger fra hus og hjem som følge af stigende boligskatter i de kommende år. Den indefrosne boligskat skal nemlig først betales, når boligen sælges. Hvis du ikke ønsker at indefryse stigningerne i boligskatterne, som akkumulerer år efter år, kan du framelde dig på skat.dk.

For at komplicere det i forvejen vidtforgrenede boligskattesystem har den permanente indefrysningsordning fået en lillebror, nemlig de automatiske midlertidige tillægslån, som mange boligejere har fået besked om i slutningen af 2024.

De midlertidige tillægslån gives til de boligejere, som i 2025 vil få en restskat, fordi de i 2024 har fået en for høj skatterabat, da skattevæsenets it-systemer endnu ikke kan håndtere, hvis den ene boligskat – grundskylden eller ejendomsværdiskatten – er faldet, mens den anden er steget. Hvis du ikke ønsker det midlertidige tillægslån, kan du framelde dig lånet på Vurderingsportalen.dk

2) Den permanente indefrysningsordning kommer på skuldrene af den midlertidige indefrysningsordning, som omfatter stigninger i grundskylden i perioden 2018 til 2023. Ordningen var i starten obligatorisk, men i dag kan boligejere framelde sig ordningen og betale pengene tilbage. 

Ordningen administreres i øjeblikket af kommunerne, så indefrysning efter denne ordning fremgår endnu ikke af Skat.dk. Hvis du vil framelde og betale det indefrosne beløb i denne ordning, kan du gøre det på indefrysning.dk.

3) Sidst men ikke mindst fortsætter den eksisterende ordning med såkaldte pensionistlån, som giver pensionister mulighed for at låne penge til at betale hele grundskylden. Ordningen har i mange år været administreret af kommunerne, men vil overgå til Skat. Pensionistlån skal man selv tilmelde sig.

Man skal som boligejere være opmærksom på, at det ikke er gratis at låne pengene til indefrysningerne af de offentlige kasser. 

I år er rentesatsen fastsat til 2,66 procent. Indefrysninger i den midlertidige indefrysningsordning er dog rentefri, indtil Skat overtager ordningen. Det forventes at ske i 2026.

Hvis man har økonomi til det, er der er en god idé at framelde sig indefrysningsordningerne, da gælden vil stige med renters rente. 

Hvis man har dyrere gæld andre steder og ikke har råd til at betale begge dele, er det imidlertid klogest at betale den dyreste gæld først. 

Skal man for eksempel låne penge til en bil, kan det være fordelagtigt at beholde indefrysningsordningerne og bruge det økonomiske overskud herfra til at gøre billånet så lille som muligt.

Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her: