
Så skete det. Torsdag sænkede Den Europæiske Centralbank renten for første gang i næsten fem år.
Dagens rentesænkning er blot den første i en række rentenedsættelser, som boligejere med især de helt, korte variabelt forrentede realkreditlån får glæde af det kommende år.
Det vurderer chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard oven på torsdagens pressemøde i ECB med ECB-chef Christine Lagarde i spidsen.
»Hendes meldinger ændrer ikke ved vores renteprognose,« siger han.
Totalkredit vurderer, at Lagarde vil sænke renten to gange yderligere i år og to gange mere i første halvdel af 2025.
Det vil sende ECBs såkaldte styringsrente ned fra 4,0 procent før torsdagens rentemøde til 2,75 procent i juni 2025.
Hvis det holder stik, er det noget, der vil kunne kan mærkes i husholdningsbudgetterne hos F-kort-lånerne.
En boligejer med et F-kort-lån på en million kroner uden afdrag vil nemlig spare cirka 900 kroner efter skat om måneden.
I dyre områder som København er det ikke usædvanligt at have et lån på tre millioner kroner, og i de tilfælde kan de berørte boligejere altså frem til en besparelse på cirka 2.700 kroner om måneden sammenlignet med i dag, når deres F-kort-lån har fået ny rente 1. juli 2025.
Det svarer til en årlig besparelse på 32.400 kroner efter skat.
Mens boligejere med de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som F-kort og Kort Rente, der får ny rente hvert halve år, allerede kan se frem til en lavere ydelse fra 1. juli i år, har det lange udsigter, før renten ventes at falde på de 30-årige realkreditlån med fast rente.
Torsdag steg renten en smule på de fastforrentede lån, og de økonomiske vismænd vurderer i deres seneste prognose, at den toneangivende faste rente vil ligge på fire procent helt frem til 2030.
Lyt til den seneste episode af podcasten 'Millionær Klubben' her:


Genialt: Det her kort skal du have



Nyt boliglån kan være på vej

Aktiechef sætter ord på Vestas

Ørsted i blodrødt underskud















