Danmarks største bank, Danske Bank, udvider nu adgangen til sit fleksible realkreditlån, FlexLife, for unge førstegangskøbere. Tiltaget, der får ros af Forbrugerrådet Tænk, betyder, at unge fremover kan optage FlexLife med en belåningsgrad på op til 75 pct. og samtidig få et bankboliglån på 20 pct., skriver Finans.

»Vi gør det lettere for især de yngre boligkøbere at komme godt i gang med deres tilværelse som boligejere, fordi der kommer mere fleksibilitet ind i deres start som boligejere,« forklarer Realkredit Danmarks topchef, Kamilla Hammerich Skytte. 

Før var FlexLife kun for boligejere med stor friværdi. Lånet giver op til 30 års afdragsfrihed, men førstegangskøbere skal stadig nedbringe realkreditlånet fra 75 til mindst 60 pct. ved lånets udløb.