Der hersker nærmest Joakim von And-agtige tilstande i de danske banker. 

Danskerne kan nemlig billedlig talt springe på hovedet i pengetankene og crawle gennem dyngerne af pengesedler og mønter. 

Hver eneste dansker over 18 år havde i april i år igennensnit hele 246.000 kroner stående på indlånskonti i de danske banker, og det bringer danskernes samlede opsparing i rede penge op på rekordhøje 1.187,7 milliarder kroner – og fantasillionen er måske inden for rækkevidde.

Det viser dugfriske tal fra Nationalbanken. 

Alene i april i år steg danskernes opsparing i bankerne med knap 20 milliarder kroner, og det seneste år har danskerne puget ekstra 70,4 milliarder kroner sammen på deres indlånskonti. 

»Man må nærmest lige holde fast i bordkanten, når man ser, hvor meget danskerne nu samlet set har stående i banken. For det er et svimlende beløb,« siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension.

Danskerne fik udbetalt hele 26 milliarder kroner i overskydende skat i april, og det har bidraget væsentligt til rekordopsparingen, ligesom lønmodtagerne har fået ganske pæne lønstigninger i år og beskæftigelsen er rekordhøj.

Samtidig har en del virksomheder udbetalt udbytter i april, og så skal man heller ikke glemme, at det er slut med negative renter på indlånskonto, så danskerne nu rent faktisk får forrentet deres opsparinger.

Hvis trenden fortsætter, er det ifølge Anne-Louise Lindkvist ikke utænkeligt, at danskerne vil passere milepælen på 1.200 milliarder kroner – 1.200.000.000. 000 kroner – inden for de kommende måneder. 

»Det kunne samlet set pege i retning af, at rekordernes tid for bankopsparingen ikke vil være forbi lige foreløbig,« siger Anne-Louise Lindkvist.

Ifølge de seneste forbrugertillidstal fra Danmarks Statistik ligger danskernes svar på spørgsmålet »Regner du med i de kommende 12 måneder at kunne spare noget op?« på 31,6 i maj i år. 

Det er det højeste niveau siden marts 2022, hvor tallet lød på 38,1.

Lyt til den seneste episode af podcasten 'Millionær Klubben' her: