Henter kommentarer

Derfor stiger renten på boliglån


Fra denne uge er det toneangivende 30-årige boliglån ikke længere et med 0,5 pct. i rente.

De lange renter er steget, og dermed bliver en 30-årig rente på 1 pct. nu det dominerende.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit, skyldes stigningen, at investorerne er blevet mere risikovillige.

»I slutningen af januar var de globale aktiemarkeder udsat for en let aktieuro, men fænomenet var kortvarigt, og investorernes risikoappetit er vendt tilbage med fornyet kraft. Det har resulteret i en dalende interesse for fastforrentede obligationer herunder de danske realkreditobligationer, og det har presset kursen på det 30-årige fastforrentede boliglån ned,« skriver hun i en kommentar.

Også bedre vækstudsigter spiller en rolle, vurderer boligøkonomen.

»De økonomiske nyheder har været forholdsvist opmuntrende på det sidste, og kombineret med udsigten til en ny massiv hjælpepakke fra USA, har det fået flere investorer til at tro på højere vækst i den kommende tid. Det vil i givet fald presse inflationen op, og derved fremrykke det tidspunkt, hvor særligt den amerikanske centralbank Fed begynder at sætte renten op.«

Læs også: Boligrenterne stiger: »Farvel til den historisk lave rente«

Læs også: Skal du investere dine feriepenge? Få aktiestrategens bedste råd til at komme i gang