Henter kommentarer

Disse boligejere får dobbelt rentehug


Knap 9.000 boligejere med de korteste variable boliglån kan se frem til at få rentehug fra to kanter.

Det gælder boligejere med Fkort-lån, der både skal have ny rente og nyt rentetillæg 1. januar.

Allerede nu står det nemlig klart, at rentetillægget i det nye år skyder i vejret og lander på 0,56 procent.

Det kommer til at gå ud over cirka hver tiende boligejer med låntypen i Totalkredit, bemærker Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, og fortsætter:

»Det betyder, at deres rentetillæg stiger med 0,27 procentpoint mere end de øvrige boligejere med et F-kort-lån.«

Renten på Fkort-lån består af to dele. Dels rentetillægget, som fastsættes cirka hvert tredje år. Og dels selve renten, der fastsættes hvert halve år ud fra centralbankernes indbyrdes rente, der kaldes CITA6-renten.

Skal man derfor både have nyt rentetillæg og ny rente til nytår, så rammes man fra to fronter:

»Merrentestigningen for denne gruppe svarer til 2.000 kroner efter skat om året på et afdragsfrit F-kort-lån på 1 million kroner,« bemærker Sune Malthe-Thagaard.

Totalkredit venter, at selve renten på Fkort-lån lander på omkring 2,3 procent til nytår. Der er således tale om en mangedobling fra den aktuelle rente på 0,25 procent, som blev fastsat i juli.

Selve rentesmækket kommer dog til at gå ud over alle med Fkort-lån, påpeger Sune Malthe-Thagaard.

Han bemærker, at rentestigningen på 2 procentpoint svarer til en stigning i ydelsen på cirka 15.000 kroner om året efter skat om året på et afdragsfrit F-kort-lån på 1 million kroner.

Skal man også have nyt rentetillæg, kan man regne med en stigning i ydelsen på 17.000 kroner årligt per lånte million.