Henter kommentarer

Disse boligejere har udsigt til den højeste rente i 15 år


Boligejere med et F1-lån i banken kan se frem til at få et gedigent rentesmæk og betale den højeste rente siden år 2009.

Lånet har nemlig været på auktion mandag, og selvom hammeren først falder endegyldigt torsdag, så har F1-lånerne i øjeblikket udsigt til at få en rente på 4,06 pct. 

»Dermed har vi fået den højeste F1-rente i 15 år, og sidste gang, vi oplevede en F1-rente på over 4 procent, var til januar 2009-auktionen. Her endte F1-renten på 5,20 procent,« konstaterer Haris Coric, der er seniorøkonom i Realkredit Danmark.

Hvis renteniveauet på 4,06 pct. holder, indtil hammeren falder torsdag, så vil F1-lånerne i det nye år skulle hoste op med 200 kr. mere om måneden efter skat per lånte million. 

Har man afdragsfrihed, er der tale om knap 500 kr. mere om måneden i ydelse. 

»Ydelsesstigningen for F1-låntagerne kan virke lille, men vi skal huske på, at vi kommer fra allerede høje niveauer fra januar 2023 auktionen, hvor F1-renten endte på 3,24 procent,« påpeger Haris Coric.

To gange om året er danske realkreditlån på auktion. Det gælder kun de variable lån, som løbende skal have en ny rente - herunder Fkort, F1, F3 og F5-lånene, som skifter rente mellem hver sjette måned og hvert femte år afhængig af låntype.

F1-lånet får en ny rente hvert år, og netop denne gang er der særlig stor opmærksomhed omkring lånet, fordi mange boligejere har skiftet deres gamle lån ud med et F1-lån i håb om, at renten snart falder - hvilket vil slå hurtigere igennem på lån med kort rentebinding.

De nuværende auktioner slutter torsdag, og i alt skal der sælges realkreditlån for 75 mia. kr., hvoraf F1-lånet udgør omtrent 50 mia. kr.

Du kan læse meget mere om, hvad renten på de øvrige lån forventes at blive, og hvordan det påvirker ydelsen her.

Læs også: 

Læs også: Særligt lån ser ud til at gøre comeback: 'Boligejerne vælger det helt bevidst'