Dobbelt rentesænkning i sigte: Boligejere står til markant lavere rente


Hvis chefstrateg i Sydbank Søren Kristensen har læst kaffegrumset korrekt, kan danske boligejere med de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån godt begynde at juble.
Det er er nemlig ifølge chefstrategen slet ikke usandsynligt, at Den Europæiske Centralbank (ECB) inden for det næste halve år banker renten ned med 0,5 procentpoint i et hug på et enkelt rentemøde.
Det er ikke Sydbanks hovedscenario, men det kan ske, hvis krisestemningen i navnlig Tyskland og Frankrig bider sig fast og sender beskæftigelsen ned og arbejdsløsheden op.
»De sidste fire måneder har vi set den tyske beskæftigelse falde, og fortsætter faldet i de kommende måneder, tror jeg, at vi kommer til at se en rentesænkning på 50 basispunkter (0,5 procentpoint, red.) i starten af næste år,« siger Søren Kristensen.
I Sydbanks hovedscenario, som fremgår af bankens dugfriske renteprognose, vil ECB sænke renten med 0,25 procentpoint ad gangen på de næste fem rentemøder fra 12. december i år til 5. juni 2025.
Det vil sende ECBs ledende rente ned fra i dag 3,25 procent til 2,0 procent i juni 2025.
De helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navn som F-kort og Kort Rente er tæt knyttet til ECBs ledende rente. Lånetyperne får ny rente hvert halve år. Næste gang til januar og så igen i juli 2025 og så fremdeles.
Derfor kan boligejere med de kortforrentede lån se frem til massive besparelse allerede til januar og endnu et markant dyk i renteudgifterne fra og med juli næste år.
Hver gang den korte rente falder med ét procentpoint sparer en boligejer med et afdragsfrit Kort Rente-lån på en million kroner cirka 700 kroner om måneden efter skat. Det svarer til en årlig rentebesparelse på cirka 25.000 kroner for et afdragsfrit lån på tre millioner kroner.
Sydbank vurderer i sin nye prognose, at ECB vil sænke renten med 1,5 procentpoint over de næste 12 måneder, så renten lander på 1,75 procent.
Det er hovedscenariet.
Men hvis krisen i den store tyske industri spreder sig som ringe i vandet og medfører faldende beskæftigelse i servicesektoren i Tyskland, og andre eurolande også begynder at hænge i bremsen, kan ECB ifølge Søren Kristensen bliver tvunget ud i at sænke renten yderligere.
»I et scenario, hvor arbejdsløsheden stiger meget, vil ECBs rente være tættere på en procent end på to procent, og så er vi altså under én procent i rente Danmark inden for de næste 12 måneder (Nationalbanken har på grund af fastkurspolitikken aktuelt en renteforskel på minus 0,4 procentpoint til ECB, red.),« siger han og tilføjer.
»Det er som sagt ikke vores hovedscenario, men risikoen for det bygger op lige nu.«
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionær Klubben her: