ECB hæver renten - sådan rammer det de danske boligejere


Den Europæiske Centralbank har torsdag annonceret, at renten vil blive hævet med 0,25 procentpoint, og det kommer til at koste de danske boligejere.
Lån med helt kort rente bliver nemlig dyrere, lyder det fra Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker hos Totalkredit, i en kommentar ovenpå rentemeldingen.
»For boligejere med helt kort boligrente på et prioritetslån eller F-kortlån, så betyder det desværre, at det bliver dyrere. Renterne på disse typer lån følger nemlig automatisk ECB's rentepolitik ved regelmæssige rentereguleringer flere gange årligt,« forklarer han.
Stigningen betyder, at de månedlige rentebetalinger efter skat stiger med 160 kr. per lånte million og kommer oveni i en tilsvarende stigning tilbage i juni.
Chefanalytikeren påpeger, at det er noget, de fleste vil kunne mærke, især fordi mange har lån, der er større end 1 mio. kr.
»Men det er på ingen måde noget, der bekymrer i forhold til, om boligejerne kan betale deres lån. Det er vand ved siden af de stigninger i renterne, vi så i 2022 og 2023, hvor boligejerne bevarede fodfæstet,« lyder det fra Sune Malthe-Thagaard.