En ekstraregning venter snart en række boligejere med et variabelt lån.
Variabelt forrentede boliglån for godt 90 mia. kr. skal nemlig den 1. januar 2024 have ny rente, hvilket sker ved de såkaldte rentetilpasningsauktioner i slutningen af november.
Ønsker man at justere sin boligøkonomi, så er det nu, der skal træffes en beslutning, hvilket du kan læse mere om her.
Her er der udsigt til, at særligt F3 og F5-lånene får væsentligt højere omkostninger end de har i dag, lyder vurderingen fra Haris Coric, der er seniorøkonom i realkreditinstituttet Realkredit Danmark, i en kommentar onsdag.
Tallet i F3 og F5 siger noget om, hvor ofte renten bliver tilpasset. Det vil sige, at renten ved et F3-lån tilpasses hvert tredje år, mens renten ved et F5-lån tilpasses hvert femte år.
Seniorøkonomen forklarer, at de hos Realkredit Danmark venter F3 og F5-renten vil lande i omegnen af 3,55 til 3,85 pct., mens F1-renten kun vil stige lidt og lander i omegnen af 3,85 til 4,15 pct.
Læs også: Cheføkonom med råd til boligkøbere: Pas på
Og det er noget, der rammer de danske boligejere på pengepungen.
En stigning i renten betyder nemlig, at der også er udsigt til en stigning i ydelsen.
For F3 og F5-låntagerne er der udsigt til en stigning i den månedlige ydelse efter skat på i omegnen af 800 kr. ved et lån på 1 mio. kr.
Er der tale om et afdragsfrit lån kommer ydelsen til at stige med 2.200 kr. og 1.900 kr. for henholdsvis F3- og F5-lånet.
»Ydelsesstigningen er i sagens natur lidt mindre for F1-låntagerne, men fælles for alle låntagere er altså, at der bliver et noget mindre råderum i husholdningsbudgettet, når de nye renter træder i kraft per 1. januar. Det vil i sagens natur bidrage til lidt lavere vækst i det private forbrug herhjemme, og dermed også isoleret set dæmpe den samlede økonomiske aktivitet,« lyder det fra Haris Coric.
Det store spørgsmål er, om de høje renter ligefrem kan komme til at slå bunden ud af boligejernes økonomi – især hvis renterne holder sig oppe på de aktuelle niveauer i en længere periode.
Læs også: Disse boligejere sidder på en 'tikkende bombe'
Spørger man seniorøkonomen ser han i første omgang sådan en risiko for begrænset, når han kigger ind i Realkredit Danmarks udlånsportefølje.
»Den viser et billede af særdeles robuste boligejere, der er godt polstret til modvind i form af generelt lave belåningsgrader og en stor likvid buffer. Fokuserer vi netop på de F3- og F5-låntagere, som skal refinansiere deres lån i 2024, og som står foran et stort rentehop, så viser det sig, at de er bedre polstret end porteføljen som helhed,« siger seniorøkonomen.
»Det er trods alt en rigtig god nyhed, og er med til at dæmpe bekymringerne for boligejernes helbredstilstand, når de betydelige rentehop sætter ind på de kommende auktioner over FlexLån,« tilføjer han.
Dermed fortsætter den historisk høje rente med at presse boligejerne. Hvornår renten igen vil falde er dog svært at sige.
»Forventningen er, at centralbankerne er færdige med renteforhøjelser i denne omgang, og at der kan være rentenedsættelser i vente omkring sommeren 2024. Vores egen renteprognose peger også på et lille fald i realkreditrenterne over det kommende års tid, men som altid er det værd at være ydmyg i forhold til at vurdere den fremtidige renteudvikling,« lyder det fra Haris Coric.
Han pointerer, at der i øjeblikket fortsat er mange usikkerheder forude i forhold til den økonomiske aktivitet og det underliggende inflationspres.
Læs også: Over 10 mia. kr. venter på at kunne blive udbetalt til boligejerne: ‘Der bliver fest i provinsen’
Læs også: Så meget kommer skatten til at stige på ejerlejligheder i de store byer

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner