De danske banker vil gøre det lettere for unge at låne til bolig.
Finans Danmark peger i en pressemeddelelse på, at reglerne i nogle tilfælde kan spænde ben for boliglån til unge.
Derfor foreslår interesseorganisationen, at reglerne gøres mere fleksible, så flere unge kan komme ind på boligmarkedet.
Helt konkret foreslår Finans Danmark, at banker og realkreditinstitutter i højere grad skal kunne tage udgangspunkt i fremtidig økonomi, når de kreditvurderer unge, og forventede indkomststigninger skal i højere grad kunne lægges til grund for alle unge, nyuddannede kunder.
Derudover skal unge, der er på nippet til at være færdige med deres uddannelse, og som har udsigt til høj jobsikkerhed, ikke have afslag på et lån, som de kan blive godkendt til, i samme øjeblik de har afsluttet deres uddannelse.
Til sidst skal krav til afvikling af lånet i højere grad være op til institutterne, så længe det sikres, at de unge boligkøbere vil have en robust formue efter en årrække i boligen.

