Henter kommentarer

Hæver indlånsrenten markant: Store konkurrenter tøver med at følge efter


Fra på mandag kan du få 1,25 procent i indlånsrente på en helt almindelig lønkonto uden at skulle binde dine penge i tre, seks, ni måneder eller længere.

Det er Nykredit Bank, der nu lægger sig i front på indlånsrenterne på danskernes lønkonti. Spørgsmålet er, hvordan de stor konkurrenter i Danske Bank, Nordea og Jyske Bank vil reagere på det offensive træk?

Hos de tre storbanker ligger indlånsrente i dag på mere beskedne 0,25 procent, mens de danske banker selv får 3,6 procent i rente, når de opbevarer kundernes penge i Nationalbanken.

Hos Jyske Bank har man bemærket trækket fra Nykredit Bank, lyder det fra pressechef Thomas Ross.

Men om banken kommer til at følge i hælene på Nykredit Bank, holder han tæt til kroppen.

»Det har vi ikke rigtig nogen kommentarer til, ud over at vi løbende overvåger markedet, for at sikre at vi står med konkurrencedygtige priser,« siger han.

Men hvorfor skal jeres kunder med en almindelig lønkonto kun have en rente på 0,25 procent, når I får 3,6 procent på kundernes penge i Nationalbanken. Det er en ret voldsom rentemarginal, I scorer?

»Der har vores kunder mulighed for i dag at benytte opsparingsprodukter med en rente på op til 2,8 procent, hvis man binder sine penge. På opsparingskonti uden binding ligger renten mellem 1,5 og to procent. Så der er alternativer til en lønkonto, hvis man gennem længere tid har overskud på sin lønkonto,« siger Thomas Ross.

Heller ikke Danske Bank svarer klart på, om banken vil følge Nykredit Banks eksempel og hæve renten på almindelige lønkonti. 

I en skriftlig kommentar udtaler Mark Wraa-Hansen, chef for privatkunder i Danmark i Danske Bank:

»Vi kigger løbende på vores priser. Vi har fokus på at være konkurrencedygtige, og vi har et samlet produkttilbud, der sigter efter at skabe mest mulig værdi for vores kunder på tværs af deres finansielle behov.«

»Det inkluderer attraktive indlånsprodukter, som eksempelvis Danske Toprente, hvor vores kunder i dag har mulighed for at få en rente på 3 procent.«

Mark Wraa-Hansen mener, at en lønkonto er såkaldt transaktionskonto, som er beregnet til løbende forbrug, og derfor ikke er konto, hvor der typisk bør stå mange penge. 

»Har man en større opsparing, bør man flytte pengene til et af vores opsparings- eller investeringsprodukter, hvor man kan få en højere rente,« udtaler han. 

Nordeas presseafdeling oplyser i en skriftlig kommentar, at banken ikke kan kommentere på 'på potentielle fremtidige prisjusteringer.'

»Vi har løbende fokus på at tilbyde vores kunder konkurrencedygtige priser, produkter og services – herunder også attraktive rentemuligheder. Hvis man har penge, man ikke skal bruge lige nu og her, kan man enkelt og hurtigt via mobilen flytte pengene over på en opsparingskonto, hvor vi blandt andet p.t. tilbyder en attraktiv rente på 3 procent (pr. år red.) for at binde pengene i tre måneder,« skriver Nordea og fortsætter: 

»Vi anbefaler alle kunder at tage aktivt stilling og flytte deres penge hen, hvor de giver bedst afkast, hvad end det er opsparing eller investeringer.«