Henter kommentarer

Hammeren er faldet: Disse boligejere får højeste rente i mere end et årti


En stor gruppe boligejere med variable lån kan se frem til et gedigent rentesmæk i foråret.

Flere realkreditinstitutter afholder nemlig renteauktion i disse uger, og hos Nordea Kredit er den endegyldige hammer faldet:

»F1- og F3-renten er blevet fastsat til det højeste niveau i 14 år, mens vi skal 12 år tilbage for at finde en højere F5-rente. Samtidigt er der tale om det største hop i renten nogensinde på et enkelt år,« skriver Nordea Kredit i en pressemeddelelse.

Boligejere, der skal have ny rente per 1. april på deres F1-, F3- eller F5-lån i Nordea Kredit, kan alle se frem til en rente over 3,2 procent.

Læs også: Se listen: Her er danske aktiers udbytte

I øjeblikket er de pågældende boligejeres rente mellem -0,37 og 0,62 procent. Det er således det største årlige rentespring nogensinde.

»Konklusionen er, at boligejerne har udsigt til en betragtelig stigning i renten og dermed også i betalingen på deres realkreditlån,« skriver Nordea Kredit.

F1-renten lander på 3,6 pct., F3 på 3,28 pct., mens F5-renten sluttede på 3,26 pct.

Læs også: Lau Svenssen om C25-gigant: 'Det bliver helt forfærdeligt i år'

Nordea Kredit bemærker, at renterne stiger »mærkbart«, og realkreditselskabet er bekymret for, om nogle boligejere vil blive overraskede over den kraftige stigning.

»Hvis der er tale om et afdragsfrit lån, stiger den månedlige ydelse efter skat med cirka 1.500 til 2.000 kr. om måneden pr. lånt million. I de dyre dele af landet er det ikke ualmindeligt, at realkreditlånene løber op i både 3 eller 4 millioner kroner, og har medfører renteændringen en ekstraregning på 4.500 kr. til 8.000 kr. om måneden eller 54.000 til 96.000 kr. om året,« forklarer Nordea Kredit.

Læs også: Advarer om 'generationstyveri' på boligmarkedet

Læs også: C25-gigant tjente mere end 23 mio. kr i timen i 2022