Iskoldt gys: Danske pensionsopsparere mister formuer

Danske pensionsopsparere har fået en spand iskoldt vand i hovedet.
Den voldsomme uro på aktiemarkederne oven på fredagens overraskende lave jobtal fra USA har nemlig kostet danske pensionsopsparere dyrt.
Årets ellers pæne afkast er nu næsten halveret.
Efter årets første seks måneder havde en typisk pensionsopsparer i Danmarks største, private pensionsselskab, PFA, høstet et afkast på flotte 9,3 procent.
En typisk pensionsopsparer er her defineret som en kunde, der har valgt middelhøj risiko og har 15 år til pensionsalderen.
Hvis pensionsopspareren 1. januar i år havde en opsparing på en million kroner, var afkastet efter årets første seks måneder bundsolide 93.000 kroner.
Det afkast er nu skrumpet til cirka 52.000 kroner, viser tal som Euroinvestor har indhentet hos PFA.
Den typiske PFA-kunde har altså tabt cirka 41.000 kroner fra 1. juli til 6. august, heraf hovedparten alene mandag 5. august, hvor aktierne styrtdykkede i USA, Japan og resten af verden.
Årsagen til det bratte fald skal findes i både USA og Japan, lyder det fra chefstrateg i PFA Tine Choi Danielsen.
»Det var et paniksalg i Japan, som udløste, at de globale aktiemarkeder faldt. Det var forårsaget af de skuffende nøgletal (jobtal, red.), vi fik fra amerikansk økonomi i sidste uge,« siger hun og tilføjer:
»Det udløste en recessionsfrygt, som fik investorerne til at sælge ud af deres aktier.«
Tirsdag har aktiemarkederne rettet sig en del. Det japanske Nikkei-indeks er steget med cirka 10 procent mod de cirka 12 procent, det tabte mandag.
»Stigningen i Japan i dag (tirsdag, red.) viser, at der var tale om en panikstemning i markedet mandag. Den bedre stemning har forplantet sig videre til Europa, hvor aktiemarkederne også er steget tirsdag,« siger Tine Choi Danielsen.
Mandag eftermiddag kom der et nyt nøgletal fra USA, der beroligede investorerne. Tal fra den amerikanske servicesektor viste nemlig gode takter.
»Vi har svært ved at se, at recessionen står og banker på døren, så grundlæggende tror vi, at aktiemarkedet godt kan stige lidt igen her i andet halvår,« lyder vurderingen fra Tine Choi Danielsen.
Helt konkret vurderer hun, at PFAs kunder kan forvente et afkast på mellem 0-5 procent i andet halvår af 2024, så årets samlede afkast ender på et sted mellem 5-10 procent:
»Men det bliver ikke en lige vej op ad. Vi kommer til at være i nogle måneder, hvor afkastet danser frem og tilbage, og vi kommer ikke til at se samme store afkast, som vi så i første halvår i år.«
Heller ikke hos Velliv, mener man, at der lurer en recession lige rundt om hjørnet.
»Det vigtigste spørgsmål for os er, hvorvidt det fundamentale billede har forandret sig, og det peger vores modeller ikke på, at det har. Jobrapporten var en skuffelse, men arbejdsmarkedet i USA er i øjeblikket i en fordelagtig position efter at have været overophedet,« skriver pensionsselskabets cheføkonom, Pernille Bomholdt Henneberg, i en kommentar til Euroinvestor.
Hun tilføjer, at hun dog forventer en periode med et mindre rosenrødt vækstbillede på den anden side af Atlanten.
Pernille Bomholdt Henneberg vurderer, at aktierne samlet set vil stige resten af året – også selvom teknologiaktierne ikke kommer op i samme tårnhøje niveau som tidligere på året.
»Vi tror ikke, at vi skal tilbage til den samme høje værdiansættelse blandt teknologiselskaberne, men det betyder ikke, at der ikke igen kan komme fremgang på de globale aktiemarkeder,« siger hun.
Præcis hvor meget Vellivs kunder har fået barberet af deres pensionsopsparinger de seneste blodrøde handelsdage, ønsker cheføkonomen ikke at gå ind i.
»Pension er en langsigtet investering, og derfor afholder vi os generelt fra at se på så korte horisonter. Vi glæder os over, at der er kommet mere ro på de finansielle markeder i dag (tirsdag, red.), hvor meget af det tabte på aktiemarkederne vindes tilbage,« siger hun.
Til gengæld hæfter hun sig ved, at pensionsopsparerne ikke kun har oplevet tab i løbet af sommeren. Det skyldes, at kurserne for de mindre selskaber er steget.
»Derudover er det værd at bemærke, at investorer med lav risiko på deres pensionsopsparing har mange obligationer. Dermed er de ikke i samme negative grad ramt af de seneste dages finansielle uro, fordi rentefaldet har givet en kursgevinst,« siger hun.
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionær Klubben her:

Trump ønsker kæmpe ændring