Et flertal i Folketinget er kommet nybagte boligejere til undsætning, så de ikke længere uforvarende hænger på en afdød boligsælgers boligskat.

Lovændringen blev vedtaget 27. maj og træder i kraft 1. juli i år.

Lovændringen er direkte konsekvens af, at Euroinvestor og B.T. i september og oktober 2024 afdækkede, at flere nybagte boligejere uforvarende skulle betale en afdød boligsælgers boligskat.

Blandt de ramte boligejere var blandt andre Mette og Michael Lindstrøm fra Smørum.

For at forstå den både komplekse og groteske sag, er vi nødt til at skrue tiden tilbage til juni 2023.

Her købte Mette og Michael Lindstrøm et hus i Smørum af en ældre enkemand med overtagelse 1. august 2023.

I købsaftalen, som B.T. og Euroinvestor har læst, sikrede Mette og Michael Lindstrøm sig, at en eventuel efterregulering af ejendomsskatten for 2021, 2022 og 2023 - en følge af skandalen om de pilskæve offentlige ejendomsvurderinger - skulle fordeles efter ejertid, så sælger skulle betale for 2021, 2022 og januar-juli 2023, mens de selv hæftede for perioden august-december 2023.

Der forelå nemlig på købstidspunktet i juni 2023 endnu ikke en endelig offentlig vurdering af huset, da de nye offentlige ejendomsvurderinger som bekendt er blevet udskudt flere gange.

Der var derfor stor sandsynlighed for, at ejendomsskatten for 2021, 2022 og 2023 ville blive efterreguleret, efter Mette og Michael Lindstrøm havde overtaget huset.

Og i maj 2024 sendte Egedal Kommune på baggrund af den nu endelige 2020-vurdering – helt efter forskriften i lovgivningen – så opkrævninger på efterreguleret ejendomsskat på i alt 7.370 kroner til de nuværende ejere, altså til Mette og Michael Lindstrøm.

De betalte ved kasse ét de 7.370 kroner inden fristen 1. juli 2024.

Mette og Michael Lindstrøms andel for de fem måneder, de havde ejet huset i 2023, udgjorde 1.349 kroner, mens sælgers andel for hele 2021 og 2022 samt fra januar til juli 2023 udgjorde 5.991 kroner.

De 5.991 kroner skulle Mette og Michael Lindstrøm ifølge købsaftalen efterfølgende have refunderet af sælger, men ejendomsmægleren meddelte, at sælger var død i maj 2024, og at dødsboet var afsluttet 12. juni i år.

Selvom Mette og Michael Lindstrøm havde sikret sig i købsaftalen, hang de altså nu på den afdøde mands boligskat, da de selvsagt ikke kunne få refunderet deres udlæg af en død mand.

»Det er megauretfærdigt, at vi skal betale en andens mands skat. Det kan da ikke passe. Altså, vi bor i Danmark: Hver mand betaler sin skat med glæde, men jo ikke hinandens,« sagde Mette Lindstrøm tilbage i september 2024.

Og Mette og Michael Lindstrøm var ikke alene.

Mette og Michael Lindstrøm. 
Mette og Michael Lindstrøm.  Privat foto

Også et yngre par i Rudersdal, der for nylig havde købt hus, hang på en afdød boligsælgers boligskat, selvom også de havde sikret sig efter alle kunstens regler i købsaftalen. Parret har i den sag 11.687,42 kroner ude at svømme.

Overfor Euroinvestor og B.T. henviste skatteminister Rasmus Stoklund i første omgang de ramte boligejere til at få løst problemet ved skifteretten.

Men Euroinvestor og B.T. påviste, at ministerens opfordring kun var en teoretisk mulighed.

I virkelighedens verden blev ministerens opfordring - som forudsagt af eksperter i Euroinvestor og B.T. - nemlig hældt ned ad brættet, da skifteretterne i praksis afviser at genåbne afsluttede dødsboer i den slags sager.

Euroinvestors og B.T.s dækning af sagen fik et flertal i forligskredsen bag ejendomsvurderingsloven til at lægge pres på skatteministeren for at finde en løsning.

Løsningen blev den lovændring, som nu er vedtaget i Folketinget og altså træder i kraft 1. juli.

Helt konkret fremgår det af Lov nr. 542 ‘Lov om ændring af ejendomsskatteloven, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love’, at de ramte boligejere nu er ‘berettiget til en eftergivelse af ubetalt eller tilbagebetaling af betalt grundskyld (ejendomsskat, red.) for den del af skatteårene 2021-2023, hvor de ikke ejede ejendommen under betingelse, at det kan dokumenteres, at den tidligere ejer af død, og at ‘en evnetuel efterregulering af grundskylden for skatteårene 2021-2023 er reguleret kontraktuelt med den afdøde ejer’.

Skatteministeriet oplyser til Euroinvestor og B.T., at de ramte boligejere - som eksempelvis Mette og Michael Lindstrøm og den unge par i Rudersdal- nu skal rette henvendelse til Vurderingsstyrelsen, som kan vejlede dem nærmere om, hvordan de helt konkret skal ansøge om at få tilbagebetalt deres penge.

Det er den kommune, som boligen ligger i, der står for tilbagebetalingen eller eftergivelsen. Der er med den vedtagne lov indført en bagatelgrænse på 1.500 kroner.