Man forstår med det samme drømmen, når man kravler op på stilladset, balancerer på bjælken, der hænger frit ud i luften, og lader øjnene vandre ud over Kalvebod Fælled, hvor tornebuskene blomstrer og fuglene kvidrer.
Maj og Thomas Hartmann købte i 2020 et klassisk et-plans parcelhus fra 1970’erne på Doorn Alle på det nordlige Amager med havelåge direkte ud til det fredede naturområde.
»Det var her, vi gerne ville bo. Helt tæt på naturen. Allerede dengang havde vi en drøm om, at vi på på sigt skulle have bygget en 1. sal på huset, så vi kunne se ud over hele fælleden,« siger Maj Hartmann, 34 år og marketingskonsulent.
Drømmen kom et stort skridt nærmere, da de tilmeldte sig et populært boligprogram (som vi ikke må nævne navnet på her) og i den forbindelse fik stillet en dansk stjernearkitekt til rådighed til at tegne grundideen.
Stjernearkitektens streger blæste Maj og Thomas bagover.
Førstesalen i new zealandsk træ og zink er delt op i to store rum: Et kæmpe åbent uderum med storslået udsigt over fælleden. Og et stort køkken-alrum med et glasparti ud mod terrassen. Stueetagen skal beklædes med samme slags træ, så huset fremstår som en harmonisk enhed.
Maj og Thomas har som så mange andre børnefamilier - de har to små børn på to og fire år - ikke ubegrænsede økonomiske ressourcer. Så hvis drømmen skulle blive til virkelighed, var de nødt til selv at stå for en stor del af ombygningen.
De traf et klart valg.
De ville selv stå for om- og tilbygningen af underetagen, mens de skulle finde en entreprenør til at bygge overetagen, som på grund af den særegne tagkonstruktion med kæmpe limtræsbjælker krævede en dygtig tømrermester.
Valget faldt efter dialog med det arkitektfirma, som Maj og Thomas har hyret til at styre byggeprojektet, på den mellemstore håndværkervirksomhed Tømrermester Løje ApS fra Kirke Hyllinge ved Roskilde.
»Han synes, det var et spændende projekt og kunne også se værdien i, at hans virksomhed ville blive profileret i et populært boligprogram,« fortæller Maj.
I januar i år skrev de under på kontrakten . Entreprisesummen lød på 2.080.000 kroner inklusive moms.
»I slutningen af januar skriver han til os, at han gerne vil fakturere lige over 400.000 kroner til at starte på, fordi han skal bestille de store limtræsbjælker,« fortæller Maj.
De overførte pengene til ham og gik så selv i gang med at rive huset fra hinanden, så Tømrermester Løje kunne komme i gang med sin del af projektet.
På det tidspunkt var Maj og Thomas og deres to små børn allerede flyttet ind i en skurvogn på cirka 22 kvadratmeter ude på vejen. Skurvognen er trang, og i vinter var det så koldt, at kondensvandet løb ned af væggene, og der groede mug på børnenes tøj, der var skubbet ind under køjesengen i familiens soveværelse.
Men Maj og Thomas er ukuelige optimister. Så snart de kom hjem fra arbejde, knoklede de videre på byggepladsen i sne og regn.
»Min mand og jeg har ja-hatten på. Vi har begge fuldtidsarbejde, små børn og et byggeprojekt, men vi er indstillet på at få det til at lykkes,« siger Maj.
Tømrermester Løje og hans folk startede deres arbejde op i slutningen af februar i år.
Etagedækket blev lagt, og de begyndte også så småt på arbejdet med ydervæggene til førstesalen.
Maj og Thomas overførte yderligere 233.750 kroner og 93.750 kroner til Tømrermester Løje, i takt med at arbejdet skred frem.
Der var lidt småforsinkelser og uenigheder med tømrermesteren om, hvem der skule gøre hvad og hvornår, men det tog de med oprejst pande, for sådan er det ofte med byggeprojekter.
»Men i løbet af marts begynder der at gå længere tid mellem, at der kommer nogen fra Tømrermester Løje på byggepladsen, og når der kommer nogen, er de der bare to-tre timer og går igen. Vi begynder at blive frustrerede, men har en dialog om det og føler, at vi har fået snakket det igennem,« fortæller Maj og fortsætter:
»Så sender han i starten af april en regning på 125.000 kroner for en stor stålbjælke. Den betaler vi med det samme, og den kommer ud på adressen.«
Før de store limtræsspær og stålbjælken er kommet op, kan der ikke blive målt op til vinduer, så projektet kan ikke rigtig komme videre, før Tømrermester Løje har klaret den del.
Så langt kommer de aldrig.
Stålbjælken ligger her i maj stadig på jorden, og de store spær er ikke blevet leveret.
»I starten af maj går der tre-fire dage, hvor vi hverken kan få fat i Tømrermester Løje eller hans byggeleder. Så kan vi godt regne ud, at der er et eller andet i gære.«
»Så ringer vores arkikitektfirma pludselig og fortæller, at Nick Løje Maigaard, som tømrermesteren hedder, har meldt ud på Facebook, at han har lukket virksomheden,« siger Maj.
Et hurtigt opslag i cvr-registret bekræfter deres bange anelser: Tømrermester Løje ApS er under konkurs.
»Vi hyrer en advokat og prøver at finde ud af, hvor de spær, som vi bestilte i januar og betalte over 400.000 kroner for, er henne. Det viser sig så, at de spær har han aldrig bestilt,« siger Maj.
Euroinvestor har set dokumentation for samtlige bankoverførsler til Tømrermester Løje ApS.
»Nu står vi så med et hus uden tag, gulv og vinduer. Vi skal have fundet nogle, der kan hjælpe os videre, så hurtigt som muligt, så vi kan få et hus at bo i med vores børn,« siger Thomas og tilføjer:
»Det rammer vores retfærdighedsfølese, at han er på vej videre, mens vi står her og har cirka 600.000 kroner ude at svømme for spær, der aldrig er blevet bestilt, og arbejder, der ikke er udført.«
Maj og Thomas fortæller deres skrækhistorie for at sætte fokus på, hvor ringe stillet man er som lille, privat bygherrer, når entreprenøren går konkurs.
Man kommer eksempelvis sjældent særligt langt med at kræve en bankgaranti fra entreprenøren i forbindelse med byggeriet, forklarer advokat Lars Wind-Johannesen fra advokatfirmaet LRP, der blandt andet har ekspertise i netop den slags sager:
»Mindre entreprenører og håndværkervirksomheder kan typisk ikke få ja i banken til at stille sådan en garanti, og de store synes, det er for dyrt og siger bare nej. Så i praksis er det svært.«
Maj og Thomas har da heller ikke nogen bankgaranti fra Tømrermester Løje.
Generelt gælder det om at sikre sig så godt som muligt, inden kontrakten skrives under. Lars Wind-Johannesens klare anbefaling er, at man får en advokat til at se kontrakten grundigt igennem, inden man skriver under.
»Og så skal man altid passe på med at forudbetale for materialer og arbejder uden at have en garanti at falde tilbage på,« siger han og fortsætter:
»I det her tilfælde - og generelt ved større forudbetalinger - kunne bygherre eksempelvis have krævet, at de betalte for spærene direkte til producenten, eller at betalingerne skulle ske over en deponderingskonto. På den måde ville de have mindsket deres risiko, når entreprenøren går konkurs. »
Når først entreprenøren har drejet nøglen om, er der ikke meget at stille op som bygherre, da man står bagest i køen af kreditorer i konkursboet.
Maj og Thomas krydser nu fingre for, at de snart får lukket en aftale med en ny entreprenør.
»Det ville være dejligt, hvis vi kunne flytte ind i huset og holde jul,« siger Maj og kigger op i den blå majhimmel gennem hullerne i etagedækket.
Euroinvestor ville gerne have spurgt Nick Løje Maigaard, hvorfor han aldrig bestilte de dyre limtræspær, og hvor de over 400.000 kroner til spærene er i dag, men han har ikke reageret på vores henvendelser.
Lyt til den seneste episode af podcasten 'Milllionær Klubben' her:


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner