Der har været turbo på boligmarkedet op mod årets afslutning, og det høje tempo kommer til at fortsætte i 2025.
Det vurderer cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.
Han forventer, at huspriserne vil sige med fire-fem procent næste år.
Det vil betyde, at et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter næste år vil stige med op til cirka 125.000 kroner fra en pris på i dag cirka 2.475.000 kroner til cirka 2.600.000 kroner.
»Væksten på boligmarkedet er ikke kun begrænset til bestemte områder eller boligtyper, men er bredt funderet. Det understøttes af en fortsat høj beskæftigelse og stor fremgang i reallønnen, som sammen med faldende realkreditrenter giver grobund for en positiv udvikling på boligmarkedet,« lyder det fra Christian Hilligsøe Heinig.
Særligt det københavnske boligmarked bliver ifølge Christian Hilligsøe Heinig spændende at følge i det nye år. Trods en historisk høj boligbyrde – altså hvad det koster at købe og eje en bolig i forhold til de disponible indkomster – i regionen, er priserne her nemlig blevet ved med at stige på både ejerlejligheder og huse.
»Det interessante spørgsmål er, om denne tendens vil fortsætte i 2025, eller om markedet begynder at stabilisere sig,« siger cheføkonomen.
Han pointerer, at det begrænsede nybyggeri i hovedstadsområdet og den stigende nettotilflytning til København holder efterspørgslen oppe, hvilket kan føre til fortsatte prisstigninger.
Aktuelt er udbuddet af huse i Københavns Kommune meget lavt. Det er med til at presse priserne op lokalt i Københavns Kommune.
Christian Hilligsøe Heinig peger desuden på, at de globale økonomiske forhold kan få en indirekte effekt på det danske boligmarked næste år.
Donald Trumps valgsejr i USA kan for eksempel betyde endnu højere budgetunderskud i USA og mulige handelskonflikter, som ifølge cheføkonomen kan give højere inflationen og dermed også højere amerikanske renter, som alt andet lige kan presse de 30-årige, faste realkreditrenter op ad herhjemme.
Omvendt trækker udsigten til rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB) i det kommende år i den anden retning.
Realkredit Danmark forventer i sin seneste renteprognose, at Nationalbanken i Danmark vil sætte sin ledende rente ned til bare 1,10 procent inden udgangen af 2025.
Det vil sende renten på de helt korte, variabelt forrentede lån med navne som F-kort og Kort Rente ned omkring eller endda lidt under 1,5 procent, når disse lån skal have fastsat ny rente i januar 2026.
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her:
