Henter kommentarer

Nykredit: Derfor vil huspriserne stige igen næste år


Boligejere har i løbet af det seneste års tid måtte se til, mens boligpriserne er skrantet.

Men fra Nykredit er prognosen nu, at de fleste landsdele er igennem de største prisfald.

Og måske vigtigere endnu: Fra næste år vil huspriserne atter stige, lyder vurderingen i Nykredits seneste renteprognose.

»Der er fortsat en tilpasning i gang. Men vi er stort set igennem prisfaldene, der ventes at vare året ud, og som ændres til prisstigninger næste år,« skriver Nykredits boligøkonomer Svend Greniman Andersen og Mira Lie Nielsen.

Konkret vurderer økonomerne, at priser på parcel- og rækkehuse vi stige med 1,6 pct. i 2024.

Når det kommer til ejerlejligheder, ser det dog mere dystert ud. Her forventer Nykredit fortsat et fald i 2024 på 2 pct.

Når Nykredit spår, at huspriserne vil vende rundt i det kommende år og stige, så bunder det i flere faktorer.

Først og fremmest mener banken, at vi er ved rentetoppen, og at det 30-årige 5-procentslån snart vil blive byttet ud, så 4-procentslån bliver toneangivende. Billigere finansiering er som regel med til at holde hånden under boligpriserne eller skubbe dem opad.

Derudover peger økonomerne på, at inflationen er aftagende, og at danskernes indkomster bliver løftet med cirka 10 pct. over de kommende to år som følge af nye overenskomstaftaler.

»På den baggrund forventer vi, at meget vil se lysere ud på det danske boligmarked den kommende tid,« skriver økonomerne.

På ejerlejlighedsfronten har priserne de seneste tre måneder været stigende. 

Men Nykredit vurderer, at den optur er kortvarig, fordi mange boligkøbere muligvis køber lejlighed nu for at få skatterabat ved overgangen til det nye boligskattesystem efter nytår.

»Denne 'hamstringseffekt' vil være forbigående, og vi forventer derfor faldende priser gennem 2024, når boligskatterne stiger for ejerlejligheder. Omvendt er lavere skatter på huse med til at holde hånden under huspriserne fra 2024,« skriver økonomerne.

Siden priserne toppede sidste år, så er priserne på huse faldet 7 pct.

Læs også: Med særlig genvej undgår boligkøbere dyr ekstraregning

Læs også: Regeringen vil forringe skatteregler for særlig type danske aktier