Henter kommentarer

Nyt rentechok til boligejerne: 'Konverteringer er virkelig kommet på radaren'


Renterne fortsætter deres ridt mod himlen.

Det betyder, at 5 procentlånet med afdrag netop er gået under kurs 99, hvor den lige nu handler omkring 98,5.

Det kommer blot en uge efter, at lånet gik under kurs 100 og genåbnede som mulighed for boligejerne, forklarer privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer.

»Renterne fortsætter marchen opad. Det er ret voldsomt det, som vi har set på rentemarkederne i år. Siden årsskiftet er den faste rente mere end fordoblet, og det påvirker både eksisterende boligejere, kommende boligkøbere og boligmarkedet som helhed,« siger han og tilføjer:

»De kraftige rentestigninger lægger pres på boligmarkedet og boligpriserne. I både juli og august faldt priserne på huse og lejligheder ganske mærkbart, mens antallet af handler er droslet ned. Vi forventer, at huspriserne på landsplan står overfor et fald på 5 til 10 pct., mens lejlighedspriserne vil falde med 10 til 15 pct.«

Læs også: Gigant vil sælge fuldstændig ud af populær norsk aktie

Denne udvikling kan betyde gode muligheder for konverteringer til låntagere med særlige lån, forklarer han.

»For eksisterende boligejere med et fastforrentet lån betyder det, at konverteringer virkelig er kommet på radaren. Aktuelt er det især boligejere med 0,5 pct.-, 1 pct.-, 1,5 pct.- og 2 procentlån, hvor en konvertering vil være værd at overveje, da de kan skære en god luns af restgælden. Vi har allerede set, at i omegnen af 100.000 boligejere har udnyttet situationen til at skære af restgælden ved enten at konvertere op i rente eller skråt til et variabelt forrentet lån,« siger Brian Friis Helmer.

På halvandet år renten på et 30-årigt fastforrentet lån gået fra en rente på 0,5 pct. til nu 5 pct.

Flere realkreditinstitutter har i løbet af sensommeren udrullet 5 procentlånet. Nordea Kredit var de første, der tilbage i juni åbnede for et lån med en rente på 5 pct. med mulighed for 30-års afdragsfrihed.

Læs også: Nordnet: Ny udmelding bekræfter investorernes bange anelser

Læs også: Storbank: Drop vækstaktierne – vælg disse i stedet