Palævilla koster mindst 25 millioner: Køberen skal opfylde helt særlige krav
Har du mindst 25 gode danske millioner, kan du blive den næste ejer af den historiske ejendom Sølyst i Horsens.
Pragtvillaen blev bygget i 1877, og har gennem årene fungeret som blandt andet traktørsted, privat bolig, husholdningsskole og senest forsorgshjem.
Nu er palæet sat til salg af Horsens Kommune, skriver TV 2 Østjylland.
Det er mæglerfirmaet Nordicals, der formidler salget, og de 25 millioner skal opfattes som en mindstepris, fremgår det af salgsmaterialet.
Ud over en stor og solid pengepung, skal køberen også opfylde en række krav.
Den kommende ejer kan nemlig ikke få lov til at gøre hvad som helst med ejendommen.
I mere end 100 år har Sølyst været et vartegn ved indkørslen til Horsens, og det skal det blive ved med at være.
Derudover forpligter køberen sig til at føre ejendommens ydre tilbage til dets oprindelige arkitektoniske udtryk og til at fjerne en fløj med værelser, der blev brugt, da stedet var forsorgshjem.
Endelig er der en ny lokalplan på vej for området, som kan lægge begrænsninger på, hvad grunden må bruges til.
Huset består af 1785 kvadratmeter etageareal, og det ligger på en grund på hele 14.156 kvadratmeter.
Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.



























