Det vil komme bag på alt og alle, hvis Den Europæiske Centralbank i dag klokken 14.15 dropper den rentesænkning, alle regner med.
Med al sandsynlighed vil centralbankchef Christine Lagarde nemlig sænke den såkaldte styringsrente med 0,25 procentpoint fra i dag 4,0 procent til 3,75 procent. Det vil smitte direkte af på en stor gruppe boligejere.
Det er især boligejere med de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som Kort Rente og F-kort, som får ny rente hvert halve år, der vil kunne mærke den ventede rentesænkning.
Renten på disse lån følger nemlig i grove træk ECBs rente én til én, og da F-kort- og Kort Rente-lånerne skal have fornyet renten på deres lån 1. juli i år, vil de få glæde af den ventede rentesænkning ganske snart.
For et afdragsfrit Kort Rente-lån på en million kroner vil dagens ventede rentesænkning betyde en besparelse på 80 kroner om måneden efter skat, viser beregninger, som Nordea har foretaget for Euroinvestor. Det svarer altså til en besparelse på knap 500 kroner, indtil lånet igen skal have ny rente til januar.
I dyre områder som København er det ikke usædvanligt at have et lån på tre millioner kroner, og i det tilfælde vil de berørte boligejere altså spare knap 1.500 kroner det næste halve år.
Er Kort Rente-lånet med afdrag, falder den månedlige ydelse med cirka 50 kroner om måneden.
Nordea forventer, at ECB vil følge dagens ventede rentesænkning op med yderligere to rentesænkning i år – en i september og yderligere en i december.
Det vil bringe ECBs styringsrente ned på 3,25 ved årsskiftet 2024/2025
Lige nu vakler markedet mellem, om ECB vil sænke renten en eller to gange mere i år. Investorerne på markedet vurderer nemlig, at ECB vil sænke renten 1,5 gange i år efter torsdagens ventede rentenedsættelse.
I praksis må Lagarde imidlertid tid vælge, om hun vil sænke renten én eller to gange yderligere i år.
Vælger hun det sidste, vil en boligejer med et afdragsfrit Kort Rente-lån på en million kroner spare cirka 370 kroner om måneden i første halvår af 2025 sammenlignet med i dag. På et lån på tre millioner kroner vil besparelsen altså løbe op i godt og vel 1.100 kroner om måneden i de første seks måender af 2025.
Lyt til den seneste episode af podcasten 'Millionær Klubben' her:

Stor guide: 57 geniale gaver

