Det er næsten så sikkert som amen i kirken.
Christine Lagarde, chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), vil sænke renten på ECBs næste rentemøde 6. juni.
Det står klart, efter den tyske pendant til Danmarks Statistik, onsdag klokken 14.00 har offentliggjort foreløbige tal for den tyske inflation i maj.
Den landede, helt som markedet forventede, på 2,4 procent mod 2,2 procent i april.
Stigningen på 0,2 procentpoint har nemlig en teknisk forklaring. I maj sidste år, hvor den såkaldte Tysklandsbillet blev indført, var der et markant fald i prisen på togrejser i Tyskland. Det har trukket den tyske inflation ned med knap 0,2 procent det seneste år, men den effekt er nu forsvundet, og det trækker så inflationen op med knap 0,2 procentpoint.
Der skal ske noget meget dramatisk, hvis ikke renten bliver sat ned i næste uge, vurderer cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.
»ECB har meget klart signaleret, at renten bliver sat ned 6. juni. Der skal ske noget meget overraskende, hvis det ikke sker. Og man kan bestemt ikke sige, at dagens tyske inflationstal er overraskende,« siger han.
På den lidt længere bane har Danske Bank neddroslet sine forventninger til antallet af rentenedsættelser fra ECB i år fra tre til to.
»Både pristal, løntal og ikke mindst væksttallene – altså styrken af økonomien – har overrasket positivt de seneste måneder. Det betyder, at der både er mindre plads til og brug for rentenedsættelser,« siger Las Olsen og fortsætter:
»Vi forventer, at ECB efter rentenedsættelsen 6. juni vil se tiden an og ikke vil have travlt med at sænke renten yderligere. Så vi tror kun, at ECB når at komme med én ekstra rentenedsættelse i år.«
Hundredtusindvis af danske boligejere med flekslån havde formentlig sat næsen op efter flere og hurtige rentenedsættelser fra ECB.
Boligejere med de helt korte flekslån med navne som F-kort og Kort Rente, der får ny rente hvert halve år, får dog gavn af den ventede rentesænkning 6. juni på 0,25 procentpoint.
De skal nemlig have ny rente på deres lån 1. juli og her vil den ventede rentesænkning fra ECB stort set slå igennem én til én.
Lyt til den seneste episode af podcasten 'Millionær Klubben' her:

Genialt: Det her kort skal du have


Stor guide: 57 geniale gaver















