Der er rentesmæk på vej til en række danske boligejere.

Hos Nordea Kredit har man onsdag afsluttet sin auktion over rentetilpasningslån for de boligejere, der skal have ny rente den 1. oktober.

Og her vil nogle af de ramte boligejere opleve en »kraftig stigning« i den månedlige udgift på realkreditlånet, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker hos Nordea Kredit.

Dem der bliver særligt hårdt ramt er boligejerne med et F5-lån, som tidligere har haft en rente på -0,1 pct., men fra oktober kan se frem til en rente på 3,2 pct., hvis man tager udgangspunkt i et lån med 30-årig løbetid.

Tager man udgangspunkt i et lån på 1 mio. kr., betyder rentestigningen, at den månedlige ydelse efter skat stiger med cirka 620 kr., hvis lånet er med afdrag og med cirka 1.790 kr., hvis lånet er uden afdrag.

»Det kommer til at gøre ondt i mange familier - men til gengæld har de berørte boligejere haft god tid til at forberede sig på chokket,« lyder det fra chefanalytikeren.

»For mens andre boligejere har betalt en væsentligt højere rente siden 2022, er det først nu, at de sidste boligejere igen skal betale positive renter. Dermed et tiden med negative renter også endegyldigt fordi,« tilføjer hun.

For boligejere med et 30-årigt F1-lån bliver rentestigningen ikke lige så slem. Her stiger renten fra 2,2 pct. til 3,1 pct.

F3-renten falder endda en smule tilbage, da den er blevet fastsat til 3,0 pct. mod 3,7 pct. for tre år siden, hvor lånene fik ny rente sidste gang.