Henter kommentarer

Så stort prisnedslag fik boligejerne


Når boligkøberne i årets første tre måneder skrev under på købsaftalen for deres nye bolig, fik de cirka 10 pct. prisnedslag.

Det viser nye tal fra Finans Danmark, der er brancheorganisation for blandt andet realkreditinstitutterne.

Til sammenligning lå prisnedslagene i samme periode sidste år på omkring 4-5 pct.

Tallene omfatter alle boligtyper.

Ifølge privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, er prisnedslagene et udtryk for, at udbudspriserne ikke har matchet købernes muligheder.

»Prisnedslagene på bolighandler lyder på godt og vel 10 pct. i første kvartal. Det betyder, at prisnedslagene befinder sig omkring det højeste punkt i 10 år. Udbudspriserne har i mange tilfælde ikke reflekteret den pris, som markedet var i gang med at finde sig selv i. Det vidner om, at der er opstået et skel mellem sælgers forventninger og købers muligheder, og det trækker prisnedslagene op,« skriver privatøkonomen i en kommentar.

Trods høje renter og inflation er boligpriserne siden vinteren steget, og ifølge Brian Friis Helmer er der grund til at tro, at prisnedslagene vil stabilisere sig i takt med at der indfinder sig bedre takter på boligmarkedet.

»Sælgerne har justeret deres forventninger til den nye virkelighed med højere renter, mens køberne igen så småt er kommet ud af busken efter sidste års massive økonomiske usikkerhed,« skriver han.

Læs også: Stort rentehug i vente – så meget dyrere kan det blive

Læs også: Særlig vane kan skære 10-20 procent af boligens pris