Henter kommentarer

Sådan rammer skattereformen landets lejligheder: 'Det er fuldstændigt gået hen over hovedet på ejerne'


En ny skattereform rammer landets boliger i det nye år, og den bør føre til prisfald på ejerlejligheder. Men i enkelte kommuner kan lejlighedsejere se frem til, at deres lejligheder stiger i værdi.

I kortet nedenfor kan du se, hvor i landet man står til at tabe mest og vinde mest med den nye reform. Marc Lund Andersen, senioørkonom i Boligøkonomisk Videncenter, har nemlig gennemgået landets kommuner og set på, hvordan skattereformen isoleret set bør påvirke ejerlejlighedspriserne.

På landsplan vil ejerlejligheder i gennemsnit falde med 5,6 pct. i pris som følge af den nye skat, viser seniorøkonomens beregninger.

Det er et markant mindre prisfald i forhold til, hvad boligejerne tidligere var stillet i udsigt, hvilket vi vender tilbage til.

Når lejlighedsejere kan skue prisfald i horisonten, så hænger det sammen med den nye skattereform og de ejendomsvurderinger, der udkom i efteråret.

Selvom de foreløbige ejendomsvurderinger sendte et gys gennem landet, så er det blot 20 pct. af boligejerne, der vil få en højere skat efter nytår. Mange af dem er ejerlejlighedsejere, mens mange husejere får en lavere skat.

»Helt generelt har ejerlejligheder haft nogle urealistisk lave grundværdier, og det bliver der rettet markant op på nu. Det er også derfor, at vi på ejerlejligheder ser det modsatte af huse, fordi ejere af lejligheder vil opleve, at skatterne stiger,« forklarer Marc Lund Andersen.

Læs også: Se kortet over vindere og tabere - sådan rammer ny boligskat huse i din kommune

De uheldige boligejere, der får en højere skat, modtager samtidig en skatterabat, så deres skat forbliver på nuværende niveau.

Stenen i skoen er dog, at skatterabatten ophæves, hvis man sælger sin bolig – og derfor bør den højere skat udmønte sig i prisfald:

»Dem, der sidder i ejerlejligheder nu, oplever ikke skattestigning, men det ændrer ikke på, at hvis man skal sælge i 2024, vil købere ikke få skatterabat,« siger Marc Lund Andersen:

»Derfor vil de ikke kunne give lige så meget for som før – de skal betale mere i skat og derfor kan de ikke betale det samme, og det må derfor sætte sig i små prisfald.« 

Et mindre fald end tidligere ventet

Ejerlejligheder vil i gennemsnit falde med 5,6 pct. i pris som følge af den nye skat, viser seniorøkonomens beregninger for 17 kommuner, der i alt dækker 76 pct. af ejerlejlighedsmarkedet.

Lejligheder i og omkring Hovedstaden tager de hårdeste fald på mellem 9 pct. og 4 pct., mens aarhusianerne og odenseanerne kan forvente prisfald på 5 pct. I kortet nedenfor kan du se, hvordan faldene forventes at udmønte sig i de øvrige kommuner.

De forventede prisfald er dog markant lavere, end hvad man før har regnet med. Tidligere estimater gik på, at lejlighedspriserne ville falde med cirka 10 pct., forklarer seniorøkonomen.

Udsigten til mildere fald skyldes, at grundskyldspromillen – som er den sats, man betaler grundskyld på baggrund af – er blevet sat ned for ejerlejligheder:

»Prisfaldene er mindre end først troet. Da udspillet kom i 2017, formodede man, at grundskyldspromillen ville ligge på 16. Den er løbende blevet kalibreret, og nu ligger den på 7,4 – det er under halvdelen af det oprindelige,« siger Marc Lund Andersen og fortsætter:

»Vi troede tidligere på prisfald på 10 pct., og nu 5,6 pct. Den historie er fuldstændigt gået hen over hovedet på ejerlejlighedsejerne.« 

Dog understreger Marc Lund Andersen, at priserne formodentligt ikke ændrer sig prompte nytårsnat, men at udviklingen vil ske langsomt. Og måske ender prisudviklingen slet ikke, som den er beregnet, fordi andre ting også spiller ind på priserne såsom renten, den disponible indkomst og kommunale forskelle på skattereformens effekt.

Huspriserne bør ifølge Boligøkonomisk Videncenters beregninger stige med 5,9 pct.

Læs også: Laveste i 2 år: 'Det er meget usædvanligt'

Læs også: Næsthøjeste renteniveau i 14 år giver boligejere stor ekstraregning