Særlig del af boligmarkedet blomstrer: 'En decideret forvandling'


Særligt en ting sprang Mira Lie Nielsen i øjnene, da hun så de nye tal for boligpriserne fra Boligsiden.dk.
Som boligøkonom i Nykredit har hun lagt mærke til, hvor meget ejerlejlighedspriserne er steget i år på trods af de højere renter.
Siden marts er prisene steget 4 pct. på landsplan, mens der i København er tale om en prisstigning på 7 pct., når der tages højde for sæsonens betydning.
»Ejerlejlighedsmarkedet i Hovedstaden har i 2023 undergået en decideret forvandling - fra få handler og faldende priser til en situation hvor især lejlighederne i København går som varmt brød,« siger Mira Lie Nielsen.
»De flere handler har barberet udbuddet af lejligheder til salg ned på et niveau, som vi senest så under pandemien, og vi ser betydelige prisstigninger,« tilføjer hun.
Læs også: Boligøkonom om nye vurderinger: 'Det kan simpelthen ikke passe'
Hun peger på, at det smitter af på markedet for huse i Københavns omegn og Nordsjælland.
Når man sælger en ejerlejlighed i København, er der mange, som flytter i hus i en af omegnskommunerne. Derfor luner opblomstringen på ejerlejlighedsmarkedet også der.
Boligøkonomen forklarer, at ved årsskiftet stiger boligskatterne markant for især ejerlejligheder i de store byer. Stigningen kan man så slippe for, ved at købe boligen inden nytåret ringes ind.
»Har man mange års tidshorisont, kan der derfor være mange penge at spare i budgettet ved at købe inden da - så der er formentlig en hel del 'hasteindkøb' i både det kraftigt stigende antal handler og prisstigningerne på ejerlejlighederne, som har præget markedet i 2023,« tilføjer hun.
Læs også: Boligøkonomer: Her kommer den nye reform til at påvirke boligpriserne
Fremgangen kan dermed vise sig at være kortvarig, hvis handlerne er drevet af købere med et ønske om at handle inden nytår.
»Derfor forventer vi, at priserne på ejerlejligheder vil falde i 2024 som følge af de nye boligskatteregler, da højere boligskat betyder højere faste udgifter på den pågældende bolig, og derfor strækker købernes indkomst ikke til at købe for helt så meget som i dag,« siger Mira Lie Nielsen.
De nye boligpriser fra boligsiden viste helt konkret, at prisen på ejerlejligheder steg med 0,2 pct. i august, mens huspriserne var uændrede.
Mira Lie Nielsen påpeger, at det er normalt, at boligpriserne daler fra sensommeren og året ud, så efter sæsonkorrektion, er der tale om prisstigninger på henholdsvis huse og lejligheder på 0,2 pct. og 0,9 pct. i august.
Læs også: Vigtig vurdering for alle danske boligejere er blevet afsløret - forstå hvad der sker herfra
Læs også: Storbank med ny forudsigelse: Sådan kommer prisen på din bolig til at udvikle sig