Henter kommentarer

Skal du også ud at kigge? Her får du mest sommerhus for pengene


Sortmalede bjælker og småsprossede vinduer, kvidrende musvitter, duften af nyslået græs, kølig vind og følelsen af solens varme stråler på ryggen.

Påsken er ikke bare en højtid, men også højsæson for ejendomsmæglernes fremvisninger af sommerhuse. Men det er bestemt ikke ligegyldigt, hvor i landet man åbner havelågen til åbent hus-arrangementerne, hvis man er på jagt efter et billigt sommerhus.

Der er nemlig voldsom prisforskel på sommerhusene i de mest populære og de mindre kendte sommerhuskommuner ved havet. Det viser forårsfriske tal Boligsidens Markedsindeks.

»Det er egentligt meget fascinerende, hvis man er ved at kigge på sommerhus: Havet er jo grundlæggende det samme, men der er himmelvid forskel på priserne,« siger Michael Dalsager fra Homes kommunikations- og analyseafdeling.

Ikke overraskende finder man de dyreste sommerhuse i Gribskov Kommune, der lægger jord til Tisvildeleje, Hornbæk, Dronningmølle, Rågeleje og andre ultrapopulære sommerhusområder ved Nordsjællands kyst til Kattegat (se listen med gennemsnitspriserne i sommerhuskommunerne i bunden af artiklen).

Stranden i Hornbæk. Vis mere

Her kostede et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter i februar i år 2.542.960 kroner svarende til en kvadratmeterpris på 31.787 kroner.

Man skal imidlertid være opmærksom på, at februar er en særlig måned på sommerhusmarkedet. Det er nemlig lige præcis i den sidste vintermåned, at priserne på sommerhuse rammer bunden, mens de topper i juni, hvor det samme sommerhus er 4,0 procent dyrere.

Det betyder, at det gennemsnitlige sommerhus i Gribskov Kommune til juni er blevet godt og vel 100.000 kroner dyrere alene på grund af sæsonudsvingene i priserne.

Er man på jagt efter et sommerhus i den anden ende af prisskalaen, skal man også til den anden ende af landet. Nærmere betegnet til Aalborg Kommune, der både har sommerhusområder ud til Limfjorden og Kattegat.

Her får man meget sommerhus for pengene. Et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter i den nordjyske kommune kostede nemlig et godt stykke under en million kroner i februar i år; for at være helt præcis 908.320 kroner.

Den store prisforskel mellem Nordsjælland og Nordjylland skyldes først og fremmest, at sommerhusene i Gribskov Kommune ligger bare 30-60 minutters bilkørsel fra hovedstadsområdet, påpeger Michael Dalsager.

Stranden i Tisvildeleje. Vis mere

»Der er en meget større køberskare i hovedstadsområdet til sommerhusene i Nordsjælland, end der er købere til sommerhusene i Aalborg Kommune,« siger han og tilføjer:

»Samtidig bor mange af borgerne i hovedstadsområdet i huse og lejligheder med ret store friværdier. De har altså en boligformue, som de kan bruge til at finansiere et sommerhuskøb. Begge dele presser priserne op.«

Hvis man bor i hovedstadsområdet og hverken har økonomi til at købe sommerhus i Nordsjælland eller lyst til den over fire en halv time lange køretur til et sommerhus i Aalborg Kommune, kan man finde et rimeligt billigt sommerhus på Lolland, som man kan nå fra hovedstadsområdet på cirka to timer.

Her koster et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter 1.108.800 kroner.   

På landsplan faldt priserne på sommerhuse fra januar til februar i år med 0,7 procent, mens priserne de seneste 12 måneder er steget ganske pæne 4,5 procent.

Priserne på sommerhuse holdes blandt andet oppe af et relativt lavt udbud efter coronaårene, hvor danskerne tømte hylderne for sommerhuse.