Henter kommentarer

Storbank spår markante rentefald: Så meget vil disse boligejere spare


Der er lige nu stor usikkerhed om, hvordan boligejernes renter vil udvikle sig de kommende måneder.

Men i en spritny prognose lægger Nordea hånden på kogepladen og spår markante rentenedsættelser til en stor gruppe danske boligejere.

Det er boligejere med de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som Kort Rente og F-kort, der får ny rente hvert halve år, der ifølge Nordea kan se frem til mærkbare rentenedsættelser.

Nordea vurderer nemlig, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil sænke sin ledende rente tre gange i år og hele fire gange næste år.

Det vil sende ECBs rente ned fra i dag 4 procent til 2,25 procent ved udgangen af 2025. 

Renten på Kort Rente og F-kort følger stort set med ned én til en, og det vil betyde, at en boligejer med et Kort Rente-lån uden afdrag ved udgangen af 2025 vil betale 920 kroner mindre i rente om måneden end i dag. 

Det svarer til en årlig besparelse på godt og vel 11.000 kroner efter skat,  viser beregninger, som Nordea har foretaget for Euroinvestor og B.T.

I dyre områder som København og Aarhus er det ikke usædvanligt at have et lån på tre millioner kroner og her vil den årlige besparelse altså løbe op i over 33.000 kroner efter skat.

I den seneste udgave af B. T-podcasten ‘Spar Kassen’ sætter boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann ord på, hvorfor ECB i modsætning til den amerikanske centralbank, Fed, snart vil begynde at sænke renten.

»ECB kommer højst sandsynlig med en rentesænkning her til juni på 0,25 procentpoint. Vi tror også, at der kommer flere af dem. Så har man et variabelt forrentet lån, så bid tænderne sammen. Der er bedring at spore i horisonten,« siger hun.

Boligejere landet over venter utålmodigt på, at renterne begynder at falde. Hvad skal der til for, at det sker, og er der en udvej, hvis renterne forbliver høje? Få svarene i denne episode af B.T.-podcasten 'Spar Kassen'.