Endnu en gang er der nyt fra Vurderingsstyrelsen om en fejl i deres foreløbige ejendomsvurderinger.
Denne gang er det nye huse i dyre boligområder, der kan få relativt høje foreløbige ejendomsværdier.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse tirsdag.
I tilfælde af meget skæve vurderinger er der mulighed for at få ændret den foreløbige 2022-vurderinger. Det oplyser Claus F. Houmann, underdirektør i Vurderingsstyrelsen:
»Vi er i Vurderingsstyrelsen opmærksomme på problematikken med, at nye huse i dyre boligområder kan få relativt høje modelberegnede ejendomsværdier. Dette vil blive fanget op i den manuelle kontrol, hvor vi blandt andet ser på ejendomme, hvor korrektionerne i modellen, for eksempel for boligens alder, bliver opgjort i kroner. Som boligejer er man beskyttet af skatterabatten, også hvis den foreløbige vurdering måtte vise sig at være for høj.«
Han henviser også til, at man som boligejer kan kontakte Vurderingsstyrelsen, hvis man oplever at have meget skæve vurderinger. Det gælder også i de tilfælde, hvor en boligejer skal sælge sin bolig, inden den endelige vurdering udsendes.
Læs også: Skatteekspert i skarp kritik: Boligejere beskattes af fiktiv værdi
For omkring to uger siden blev de foreløbige 2022-ejendomsvurderinger udsendt, som skal ligge til grund for hvad de danske boligejere skal betale i boligskat fra 1. januar 2024, hvor den nye boligskattereform træder i kraft.
Der har dog været en del fejl med disse ejendomsvurderinger, som er blevet dækket i medierne den seneste tid.
Blandt har DR kunne afdække, at hver tredje ejendomsvurdering er skæv, når man holder boligens reelle markedspris, salgsprisen, op mod, hvad Vurderingsstyrelsen mener, at boligen kunne blive solgt for.
Når den nye boligskattereform træder i kraft vil fire ud af fem boligejere få en skattelettelse, mens de resterende boligejere vil få en skatterabat.
Det vil sige, at boligejerne på papiret vil opleve, at deres skat stiger, men da man ønsker at gøre overgangen til det nye system let, får boligejerne en kontant skatterabat, der fastholder deres boligskat på det nuværende niveau. Denne skatterabat vil dog frafalde, når man videresælger boligen, og den nye køber skal dermed betale den højere skat efter det nye system.
Det er især ejere af lejligheder og liebhaverboliger – og særligt i de store byer, der vil få denne skatterabat.
Læs også: De nye boligskatter gør det sværere at låne for førstegangskøbere
Læs også: Disse boligejere bliver forgyldt af de nye boligskatteregler

