Henter kommentarer

Boligpriserne stiger men i lavere tempo


Efter en periode med heftige boligprisstigninger, er der nu langt mere ro på prisudviklingen.

Den seneste måned er salgspriserne på huse og lejligheder begge stedet med 0,3 pct., mens priserne på sommerhuse er dykket med 1,7 pct.

Korrigerer man tallene for normale sæsonbevægelser, er der tale om stigninger på henholdsvis 0,4 pct. og 0,2 pct. for huse og lejligheder.

Det afslører Boligsidens netop offentliggjorte markedsindeks for september 2021.

»Hus- og ejelejlighedspriserne stiger altså fortsat, men modsat tidligere på året, hvor prisstigningerne var høje og accelererede, er prisstigningerne nu betydeligt mere moderate,« boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit, Mira Lie Nielsen, i en kommentar til de nye tal og tilføjer, at prisstigningerne de seneste måneder har været på samme niveau som gennemsnittet i løbet af de seneste ti år.

Ifølge boligøkonomen er det positivt, at farten på boligpriserne er aftaget, da det dæmper risikoen for prisfald og bratte opbremsninger.

»Det øger sandsynligheden for en blød landing på boligmarkedet efter en hæsblæsende tid under pandemien. Når boligpriser i en længere periode stiger mere end indkomsterne, så øges risikoen for bratte opbremsninger og prisfald. Prisfald på boligmarkedet vedrører ikke kun den enkelte boligejer, men kan også påvirke samfundsøkonomien, fordi boligejerne kan føle økonomisk usikkerhed, og derfor bliver mere tilbageholdende med at bruge penge.«

Prisstigningerne på huse og lejligheder vil befinde sig på det nuværende lavere niveau i resten af 2021, vurderer Mira Lie Nielsen.

»Hverdagen er for mange begyndt at ligne den, vi kendte før Coronapandemien og også boligmarkedet vil finde tilbage til et normalt liv,« skriver hun og tilføjer:

»Når det er sagt, så er der fortsat godt gang i boligmarkedet og især hussalget er fortsat meget højt og udbuddet lavt. Dansk økonomi står med den ene fod inde i en begyndende højkonjunktur, beskæftigelsen sætter nye rekorder og boligrenterne ligger fortsat på et lavt niveau. Det er kimen til fortsat mange boligsalg, kun svagt stigende boligudbud og fortsat stigende boligpriser.«

Læs også: Bitcoin ryger for første gang siden maj over 57.000 dollar

Læs også: Chefstrateg: Regnskabssæsonen kan skabe stabilitet