Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.
Verdens største ølfestival Oktoberfest blev skudt i gang i München i sidste måneden.
Når deltagere klædt i lederhosen og oktoberfestkjoler ivrigt fylder deres ølkrus, bliver de mødt med en stigning i ølpriserne på 6 pct. sammenlignet med året før.
Men på restauranter, barer og i detailhandlen har danskerne oplevet en endnu mere markant stigning i ølpriserne. I løbet af det seneste år er ølpriserne i Danmark steget med hele 9 pct. Denne tendens ses også i EU, hvor ølpriserne er steget med hele 11 pct.
Ølprisstigningerne for danskerne overgår dermed de generelle prisstigninger, som i Danmark nu er blandt de laveste i Europa med en inflation på kun 2,4 pct.
Disse prisstigninger på øl kommer på et tidspunkt, hvor eToros øl-indeks er faldet med 5 pct. i løbet af det seneste år. eToros øl-indeks ser på spotpriser på de seks råvarer, der bruges til at fremstille og transportere øl.
Det omfatter alt fra byg, hvede, malt og ris til aluminium og benzin. Siden indekset toppede i sommeren 2022, er det faldet med 26 pct.
De højere ølpriser kan delvis tilskrives bryggeriernes mangeårige prisstrategi med at fremme premium-brands for at styrke marginerne.
Der er dog tegn på, at yderligere prisstigninger dæmper efterspørgslen, og at forbrugeren begynder at modstå bryggeriernes evige stræben efter ‘premiumisering’ af øl.
I deres seneste kvartalsrapporter har flere meldt om stagnerende eller faldende salgsmængder. Carlsberg, for eksempel, formåede at øge sin salgsvolumen med knap 1 pct., drevet af øget salg i Asien, mens den europæiske efterspørgsel haltede.
Samtidig oplevede amerikanske Anheuser-Busch et fald i mængden på 1 pct., og hollandske Heineken oplevede et markant fald på 5 pct.
Investorerne har også reageret ved at nedjustere bryggerisektoren. Aktiekurserne på store bryggerier som Anheuser-Busch og Heineken er faldet i år. Desuden har indekset for de 20 største bryggerier haltet betydeligt efter de globale aktiers opadgående trend i år.
Selv Carlsberg, som oplevede et robust forår, hvor aktiekursen steg med mere end 20 pct., er nu faldet tilbage og handler fladt i forhold til starten af året.
